Indholdsfortegnelse

More documents

Recommendations

Info

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Formen sekvenser et symbolsk rum, der gør døden og forfaldet nærværende i en sådan grad, at protagonisten Einar med sin legemlige sundhed synes at befinde sig i en form for eksil allerede fra begyndelsen. ”De nærede Uvilje mod Drengens Livlighed og legemlige Raskhed” (13) Vi skal i denne fremstillings næste kapitel opholde os ved det idiosynkratiske blik, der med sin særlige evne for at fremhæve den mindre heldige eller ligefrem ækle detalje får afgørende indflydelse på fremskrivningen af disse indledende kapitlers symbolske rum. Det er netop også bl.a. via dette bliks særlige omverdenstilegnelse, at de tre indledende kapitler knyttes sammen med den resterende roman, hvor idiosynkrasien til trods for, at der også er andre stemmer, der blander sig, synes at være afgørende for den måde, hvorpå narrationen skrider frem. Selvom de tre indledende kapitler således formmæssigt synes at optegne en afrundet enhed i forhold til de efterfølgende kapitler, idet de udspiller sig inden for et velafgrænset spatium og temporalt udfolder sig over et logisk fremadskridende forløb, der hovedsagelig knytter sig til familien Edmunds forfald, slår de en tone an, der rent stilistisk også kan efterspores i andre dele af romanen. Endvidere introducerer kapitlerne en række motiver, som bliver genkommende i den øvrige roman og som sådan er med til at strukturere den på en måde, der tillige lægger afstand til den klassiske udviklingsromans kronologisk fremadskridende narratologi. Motiver Med badescenen i kapitel 2, der udgør en oase midt i det ellers så golde og rå barndomslandskab, introduceres et sådant motiv. Her fremskrives en idyl – et paradisisk øjeblik, der betinges af et nærvær og en fylde, som ikke optræder andre steder i romanen, men som alligevel løbende søges gentaget. I dette moment kulminerer fortællerens blik for detaljen ikke i idiosynkratiske udladninger eller udfald mod omgivelserne, men genererer i stedet et harmonisk øjebliksbillede af to menneskers kærlighed i en natur, der gradvist synes at åbne sig. Således hedder det: ”Hvor Sandet var venligt at træde paa, det var fint riflet af Bølgeslag som et Dyrs Gane.” (25) Sammenligningen i sætningen ville, hvis den havde været placeret et hvilket som helst andet sted i teksten, have emmet af dyrisk råhed og være ment som en nedskrivning af det fysisk jordiske. Men lige netop her sørger de to prædikativt stillede adjektiver ”venlig” og ”fin” for, at der fremskrives en positivt valoriseret betydning, hvilket tildeler situationen en forsonende mildhed. Der er ”Solspil” i vandoverfladen, og små flynderunger piler rundt i det varme vand. Det ultimative nærvær gestaltes imidlertid via et enestående tempusskift fra den anvendte præteritum til en præsens i følgende konstruktion: ”Smaabitte Flynderunger, der havde solet sig […], pilede bort som smaa visne Blade, en Høstvind 9
Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Formen fejer langs Jorden” (25, min understregning). I og med den pludselige anvendelse af en præsens rykkes badescenariet ud af den fortid, det som følge af præteritumsverberne har befundet sig i, og den læsendes nu og tekstens nu forenes i et præsentisk nærvær, der i et forsvindende øjeblik udvisker forskellen mellem tekstens egen rumlige konfiguration og det spatium, hvori den som tekst er placeret. Rum og tid synes således at implodere under denne tidsmæssige stase. Men kun i et forsvindende øjeblik for næste sætning bringer os tilbage til datid, og hele scenariet afrundes med fortællerinstansens nøgterne konstatering: ”Solen stod stille for to unge Menneskers Skyld” (25) Idyllen er på lånt tid, hvilket også sammenligningen mellem flynderunger og visne blade samt betegnelsen høstvind insinuerer – netop som idyllen kulminerer, indskrives et varsel om forfald, som romanen indfrier i kapitel 11, hvor Betty og Einars forsøg på en genforening ved fjorden kommer til at fremstå som en negativ spejling af barndommens bevægende oplevelse, idet paradiset forvandler sig til et helvede af bevidsthed. Med badescenen accentuerer romanen imidlertid et bestemt motiv, der kredser om den umiddelbare kærlighed mellem to unge mennesker, og som vi skal se senere i denne fremstilling, vender den gentagne gange tilbage til dette tema specielt i forbindelse med protagonisten Einars erklærede projekt om at blive et helt menneske. Læserens forventning om udviklingsromanen skuffes således allerede fra begyndelsen, idet romanen snarere synes styret af en række ledemotiver i stedet for af et kronologisk fremadskridende fortællerprincip. Et andet eksempel på et sådant ledemotivisk princip finder vi i den leg med sten, som Einar og barndomsvennen Bernhard morer sig med at udføre. Om den hedder det: ”De to Drenge kunde staa længe i Tusmørket og stikke Sten op i Luften ud over Pløjeageren […] Nu! Stenen slog ned i Muldjorden […] Lyden var sælsom pludselig – dæmpet af Muld og Mørke. Det var som aabnede en taalmodig Mund sig for at modtage Stenen, den lige havde spyttet bort fra sig.” (9, min understregning) Antropomorfiseringen af jorden kan her læses som et billede på moder jord – en magna mater, hvorfra alting er udgået og hvortil alting følgelig må vende tilbage. 9 Læst i relation til Einars barndom, som præges af fraværet af en konkret moder, antydes her tilstedeværelsen af en abstrakt urmoder, der tålmodigt venter på, at alt skal vende tilbage og synke ind i hende. Læses dette billede sammen med romanens slutning, hvor Einars gåen til grunde bl.a. iscenesættes ved, at hans hoved 9 Jørgen Elbek udlægger i sin bog om Johannes V. Jensen tillige stenkastlegen symbolsk, idet han ser den som et udtryk for, at hele romanen lægges ind under faldets lov: ”I spidsen for dette dødsregister, som en ouverture i ouverturen står den symbolske situation, hvor drengene kaster med sten […]. Således lægges også denne bog ind under faldets lov.” Elbek, 1966, p. 27-28 10
Page 1 and 2: Indholdsfortegnelse 1. Begyndelsen
Page 3 and 4: Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 11: Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 63 and 64:
Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 65 and 66:
Page 67 and 68:
Page 69 and 70:
Page 71 and 72:
Page 73 and 74:
Page 75 and 76:
Page 77 and 78:
Page 79 and 80:
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
Page 89 and 90:
Page 91 and 92:
Page 93 and 94:
Page 95 and 96:
Page 97 and 98:
Page 99 and 100:
Page 101 and 102:
Page 103 and 104:
Page 105 and 106:
Page 107 and 108:
8. Litteratur - Jensen, Johannes V.
Page 109 and 110:
: ”Die Geburt der Tragödie aus d
Page 111 and 112:
8. Litteratur......................
Page 113 and 114:
In the third chapter of the thesis,
show all

Indholdsfortegnelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?