Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Formen
er alene og tillader sig at have et overskud af disponibel tid til at give sig hen til botaniseringen i
storbyjunglen. Om Einar hedder det: “Einar holdt af at betragte sig selv som en Samler, der gik ud
og hentede smaa Oplevelser hjem ligesom Biller og Fluer. Siden bestemte han med latinsk
Forskeromhu, hvad han havde fundet” (49). Einar er den transparente type, den permeable
membran, der indoptager alt ydre i sig, og som konstant søger svingninger, hvilket vi skal udfolde
nærmere særligt i hans møde med Ingeborg. I New York sætter denne higen efter oplevelser sig
igennem: “Men det stærke Syn bragte Einars Sind til at sulte efter endnu voldsommere Indtryk”
(67), og han føler en uro, der driver ham ud i gaderne: “Einar rejste sig urolig, i en sælsom
Spænding. Hans Humør var bleven lyst, han gik ud for at trave i Gaderne” (67).
Som det fremgår af de udvalgte citater, er synet den primære sans i denne flanerende form for
omverdenstilegnelse. Flanøren er, som Per Stounbjerg skriver, “Et kalejdoskop begavet med
bevidsthed” 14 . Hvor tanken faldt på Niels Lyhne som reference til de indledende kapitler, glider den
nu videre, og der danner sig i stedet et billede af en tidlig modernistisk roman – en Sult-roman.
Sult af Knut Hamsun udkom i 1890, og Johannes V. Jensen har ganske givet ladet sig inspirere af
dette særegne værk, der beskriver ”nervernes mystiske huseren i en udsultet krop” 15 , og derfor også
er et vidnesbyrd om samtidens særlige interesse for den nye videnskab psykologien. Men Sult er
også på forunderlig vis en roman om sin egen skabelse – om nøden og angsten i den kunstneriske
skabelsesproces, der så let kan stivne og gå i stå, når den momentant erfarer sprogets
utilstrækkelighed og må se selve ufremstillelighedens problem i øjnene. 16 Romanen er en 1. persons
fortælling, og den sætter således jeget i centrum, men der er tale om et anonymt jeg uden fortid og
biografisk prægnans defineret alene ved sine suggestive tilstande. Det er netop som et lignende
historieløst subjekt Einar Elkær træder ud af byens aftenmørke rum på et tilfældigt tidspunkt i
oktober i begyndelsen af kapitel fire, og de følgende kapitler (4-8) kommer til at forme sig som en
række jensenske opvisninger inden for en genremæssig blanding af den psykologiske roman og
storbyromanen. Der leveres en svimlende tour de force i sindets kringelkroge, der elaboreres
sammen med byens labyrintiske fremtrædelsesform, hvori det vibrerende og inkonsistente individ
14 Fra “At flanere med Walter Benjamin” in Løjper, 1988
15 Fra omtalen af romanen der findes på omslaget til udgaven fra Gyldendals Bekkasinbøger, 1964. På dette omslag
finder man tillige et udsagn af Johannes V. Jensen, der her siger om Sult: ”En sang om selve det vitale livsmysterium,
legemsvarmen, disse 37 grader der er os lånt af solen, og som sætter os i et elskovsforhold til jorden og syvstjernen.”
16 Denne problematik deler den særligt med en anden stor roman, der udkom 20 år senere i 1910, nemlig Rainer Maria
Rilkes Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge, som vi i denne fremstilling blandt andet skal inddrage til
belysning af en række forhold i forbindelse med udsigelsesinstansen i Einar Elkær.
14