Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Formen
uendeligt kosmosagtigt potentiale, der slet ikke lader sig udfolde i den af endeligheden begrænsede
ydre verden. Det er under indflydelse af dette skisma mellem det indre rige liv og den
utilstrækkelige ydre verden, at romanen som æstetisk fænomen blomstrer op, som den genre, der på
én gang er et produkt af tiden, men som samtidig også bedst formår at rumme tiden. Den indre
sjælelige verdens selvtilstrækkelighed og den deraf følgende mangelfulde dialog med den ydre
verden sætter nødvendigvis sit præg på denne romantypes form, hvis episke anskuelighed og
narrative logik har tendens til at opløses i ”en tåget og ugestaltet serie af stemninger og refleksioner
over stemninger, erstatningen af en sanseligt gestaltet fabel med psykologisk analyse” 18 , sådan som
vi skal se det udfoldet i Einar Elkær. Det moderne problematiske subjekt bliver således afgørende
for romanens formmæssige udtryk, og Lukács romantypologi er i virkeligheden snarere en
romanpersonernes typologi. 19
Mødet mellem subjekt og verden kan ifølge Lukács antage to forskellige former. Subjektet kan
enten være smallere end den verden han møder, eller han kan være bredere. Den første type hidrører
under betegnelsen abstrakt idealisme og er kendetegnet ved, at han er monomanisk besat af én idé,
som han udelukkende ser verden igennem – deri ligger netop det smalle i hans sjæl. Han har stadig
tillid til, at ideerne kan realiseres i verden og kaster sig således aktivt ud i kampen med denne. Som
prototype for denne idealisme nævner Lukács Cervantes´ helt Don Quixote. Over for denne
idealistiske type sætter Lukács den brede sjæl, for hvem ideerne er transformeret om til idealer, der
ikke lader sig udleve i den empiriske verden, og i erkendelsen heraf trækker den sig skuffet ind i sig
selv. Denne sjæl bliver helten i den romantype, som Lukács betegner desillusionsromantik.
Læst i denne lukácske optik, fremstår typen Einar Elkær som et paradeeksempel på den brede sjæl,
der lever et autonomt liv trukket ind i sig selv i et påtvunget eksil fra den ydre verden, som i sin
utilstrækkelighed over for sjælelivets frodighed uophørligt vil kaste dette tilbage på sig selv.
Drivkraften i den desillusionsromantiske narration bliver derfor tilfældige tanker og analyser, der
som flygtige impulser uden kontinuitet vælder op i protagonistens indre, således som vi tillige skal
se det udfoldet i Einar Elkær. Der er imidlertid langt fra den eksplosive vrede som både protagonist
og fortæller er gennemsyret af i Einar Elkær til den elegiske tone, Lukács anlægger over for
erfaringen af det moderne. I en højstemt stil, der er på grænsen til det krukkede, forsøger han at
18
Lukács, 1994, p. 97
19
Bengt Algot Sørensen peger i sit indlæg i Epik, Tid og Ironi på, at Lukács romantypologi snarere er en
romanpersonernes typologi.
16