Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Projektet
saa dybt, det var som en Kat, der gaar forbi et Stoleben” (83). Kattedyret kædes på dette sted i
romanen første gang eksplicit sammen med kvinden, men som vi skal se senere udfoldes
symbolikken først til fulde i de to sidste kapitlers fantasmagorier. Passagen, hvor Einar en nat i
Fiolstræde, hører kattene i gården, anticiperer imidlertid denne sammenkobling mellem kat og
kvinde. Kattene konstituerer her i og med beskrivelsen af deres natlige sang et symbol på havets
lokkende sirener, hvis hensigt det var at bringe de forbisejlende sømænd ud af kurs. Billedet peger
endvidere frem imod den sang, Betty senere skal optræde med for til sidst at kulminere i en
fuldstændig sammenglidning mellem kat og kvinde, og der er således tale om endnu et ledemotiv. 53
Væmmelsen får Einar til at beslutte sig for at rejse fra gården for, som det hedder: ”Der var noget
alt for ækelt ogsaa ved hans egen Holdning. Dette at han følte sig draget mod hende, naar han
alligevel vidste, at han ikke kunde faa nogen Følelse op i sig, var baade pinligt og smudsigt” (83).
Men aftenen inden afrejsen ser han Elise stå i haven: ”Hun stod hvidklædt under det store,
blomstrende Æbletræ” (84). Billedet alluderer tydeligvis til paradismyten, som det skriver sig ind i,
inden syndefaldet finder sted – æbletræet, der skulle bære den forbudne frugt, står stadig
blomstrende, og der er noget uskyldsrent over det statiske billede af kvinden i de hvide klæder.
Dette stilleben er imidlertid uforeneligt med Einars urolige og således dynamiske kønsdrift, og der
må en tredje instans til for, at den erotiske udladning mellem dem kan finde sted. Det er således
først, da rotten som en katalyserende kraft piler hen over Elises fødder, at hendes statiske position
over for Einar dynamiseres, og hun dermed i et forsvindende øjeblik bliver tilgængelig for ham.
Den væmmelse, som rotten udløser, bringer det dyriske driftsmæssige frem i dem begge og ved
lyden af hendes hæse brøl, mindes Einar om sin egen dyriskhed, hvilket får ham til med ét at
springe på hende:
”Hun slap en dyb Strubelyd og rev Hænderne op – et hæst Menneskebrøl. Einar fik som et tungt Tryk for Panden og
sank rystende i Knæ, hans Arme blev tunge, som om de var længere – han følte sig haaret…og han sprang to Skridt,
greb om hendes Liv og bar hende op ad Trappen – knurrende.” (84)
Som tidligere beskrevet er grundlaget for idiosynkrasien sammenstødet mellem to uforenelige
størrelser. Episoden mellem Einar og Elise iscenesætter imidlertid den eksplosive og momentane
overvindelse af denne, idet den umiddelbare uforenelighed mellem dem for et øjeblik sættes ud af
53 Johannes V. Jensen skriver om katten og kvinden i “Dyrenes Forvandling” (1927): “Kvinden, naar hun er mest
forførende og farlig, udstyres med Kattens Egenskaber...Grusomhed og Ynde laaner sit Indbegreb fra Kattene, de er
mere end Kvinden, de er inkarnationen af selve det kvindelige i Naturen.”
48