Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Poetikken
Dette udsagn sidestilles uden videre med udsagn, der rummer metafysikkritik, samfundskritik og
litteraturkritik, hvilket vi skal se nærmere på i de følgende afsnit. Men eftersom den styrende
fortæller stikker sit hoved frem ind i mellem, tegner talen sig ikke som én lang ubrudt strøm, men
som mellemrum, der tilsammen udgør et kritisk opråb fra intet, hvor romanen søger at tage den
splittelse på ordet, som den ellers overvejende vender sig mod i vrede. Således bliver den til i
grænsefeltet mellem den faste jord og det amorfe vand, men synes imidlertid i sidste instans at være
solidt forankret på jordens stabile underlag, hvorfra den bliver stående ved spruttende og hvæsende
at pege mod det bundløse intet. Dette skisma i monologens formmæssige fremtrædelse gøres
evident i kraft af fortællerstemmens afrundende kommentar: ”Einar tav og saa ud over den
mumlende Fjord. Langt borte paa Salling dæmrede et kalket Kirketaarn i Maanenatten” (150).
Billedet tydeliggør, hvorledes tanken finder land på den anden side af vandets mumlen. Men
udsagnet kan også læses som den desillusionerede fortællers konstatering af, at ligegyldig hvor
mange nybrud talens ord rummer, er det i sidste instans på det nærmeste umuligt at undslippe de
absolutter, der er bærende i den vestlige kulturkreds. Nok er Gud på et idemæssigt plan erklæret
død, men øjet kan overalt støde på overleverede vidnesbyrd om hans fortsatte eksistens, og bedst
som tanken synes at have undsluppet enhver form for binding på vej ud over et virtuelt hav af
muligheder, bremses den af blikkets møde med kirketårnet, der, som det står kalket og hvidt i natten
som et fyrtårn, bliver et uomgængeligt pejlepunkt, som monologens nyskabende idémateriale i
sidste instans kommer til at rette sig ind efter.
Kritik
Til trods for det faktum, at talen på mærkværdig vis selv synes at forstumme i mødet med det
overleverede i skikkelse af kirkens silhuet, formulerer den ikke desto mindre en lang række angreb
på de nedarvede værdier, som mennesket hidtil blindt har ladet sig styre af. Denne grundlæggende
kritiske position går således igennem hele talen som en rød tråd, der forlener dens ellers aforistiske
og heterogene fremtrædelse med et overordnet helhedsligt præg. Som tidligere nævnt er det ikke
svært at føre tonen og stilen i kritikken tilbage til det, der er på færde hos Nietzsche, om end den
jensenske patos ikke når samme svulstige højder som sit forlæg. Den kritiske attitude, der er en
grundmodus i Nietzsches ytringer, genfindes i talen eksempelvis i udsagn som det følgende:
”[…] vi maa underkaste alle Begreber en Prøvelse paany, begynde helt forfra, vi maa opsøge Definitionen paa
Mennesket – i Historien, i Naturen, mellem Dyrene, og i vore opløste Sjæle. – For at være retfærdige undersøger vi
65