Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Stemmen
der ikke formår at lade teksten leve sit eget liv, men i alt for høj grad lader en fortællerinstans være
styrende og dominerende. Der har været skrevet og sagt meget om dette hypertrofierende jensenske
forfatterego, der ikke lader stoffet selv arbejde, men kontant må være over det i en evindelig og
nærmest tvangspræget bearbejdning, som Højholt hånligt bedømmer som ”en sportslig tilgang” til
stoffet. At der imidlertid er meget andet på færde i det jensenske tekstunivers i hvert fald i de
tekster, der kan henregnes til den tidlige Johannes V. Jensen, skal vi som nævnt lukke op for senere
i denne fremstilling. Der er steder, de føromtalte mellemrum, hvor den dominerende
fortællerstemme forstummer, og der momentant tales fra andre mere diffuse steder, hvilket
efterlader læseren tvivlede og usikker, fordi udsagnene netop ikke umiddelbart lader sig henføre til
noget bestemt. Den dominerende fortællerinstans er således ikke romanens eneste stemme, men den
er romanens mest gennemtrængende, hvorfor vi vil opholde os ved den i det følgende. Det synes
således at være et uomgængeligt faktum, at der i Einar Elkær findes en særdeles synlig stemme, der
genererer narrationen udfra en ganske særlig litterær strategi konstitueret af den idiosynkratiske
oplevelsesform. Denne i romanen bærende stemme står præcist for alt det, som Malte i sine
kunstkritiske bemærkninger tager afstand fra. Han er larmende, vred – et anmassende ungt
menneske, der konstant må gøre opmærksom på sin egen tilstedeværelse i teksten, der midt i al
ambivalensen alligevel i kraft af denne samlende instans får et helhedspræg. Hvordan denne
markante, styrende og selvcentrerede drivkraft eksplicit sætter sig igennem som romanens
idiosynkratiske narrative generator, skal vi se nærmere på i det følgende.
22