Indholdsfortegnelse

More documents

Recommendations

Info

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Begyndelsen med typen Einar Elkær, som bliver bærer af så mange modsatrettede ideer og holdninger, at hans struktur må ende med et sammenbrud. Romanen blev i 2001 genoptrykt i et 3. oplag. Hvorvidt dette blot skal ses som et forsøg fra forlaget Gyldendals side på at drage en større økonomisk fordel af den øgede omtale af og interesse for Johannes V. Jensens forfatterskab, der opstod i kølvandet på kåringen af Kongens Fald (1900-1901) som århundredets roman blandt dagbladet Politikens læsere, skal ikke debatteres yderligere her. Ikke desto mindre har Einar Elkær med dette nye oplag fået en renæssance (om end det er gået for sig i det stille), hvilket tillige har haft indflydelse på min lyst til at kaste lys over værket med denne fremstilling. Imidlertid var det i forbindelse med læsningen af Per Højholts (f. 1928) essay ”Den spinxforladte Jensen” (1994), at jeg for alvor blev inspireret til at beskæftige mig mere indgående med et værk af den tidlige Johannes V. Jensen. Per Højholt polemiserer i dette essay mod det, han kalder ”de jensenske forfatter-og litteraturidealer”, som han mener har kunnet opvise en forbløffende livskraft inden for litterær normsætning i vor egen ”provinsielle provins”. De litterære idealer, der hævdes ud fra et jensensk perspektiv, beror ifølge Højholt på, at receptionen hovedsagelig har anskuet forfatterskabet som et hele med en indre ubrudt linje, og at det snarere har været det senere forfatterskabs produktioner, der er blevet fremhævet og prioriteret. 1 Denne anskuelse er på sin vis også blevet hjulpet på vej af forfatteren selv, idet han, som nævnt ovenfor, valgte at frasige sig sine to tidligste værker. Det kan ikke undre nogen, at lige præcis en Højholt må modsætte sig dels et sådant epokalt litteratursyn og dels tendensen til at opkaste én forfatter på en litterær piedestal og lade ham sidde dér ganske uimodsagt generation efter generation. Men ved at stemple Johannes V. Jensen som ”sfinksforladt” indstifter Højholt imidlertid en ligeså ensidig optik på forfatterskabet som den, han kritiserer den fremherskende reception for at henholde sig til. Højholt efterlyser således en gådefuldhed og en sammensathed hos Johannes V. Jensen, som ikke synes at indfinde sig, fordi han i alt for høj grad anlægger en ”sportslig” tilgang til stoffet, der hindrer, at sprogets potentiale udfoldes og udforskes radikalt. Betragter man imidlertid et 1 I sit indlæg til festskriftet Ekbátana ”Poetisk erfaring som aberration og affirmation” (2001) taler Carsten Madsen eksempelvis om ”den Whitman-inspirerede tradition fra Johs. V. Jensen til Rifbjerg” og fremhæver dermed den fremherskende receptions tendens til at placere Johannes V. Jensens forfatterskab inden for en bestemt modernistisk strømning. Madsen affirmerer dog denne strømning for på det grundlag at kunne forholde sig negerende til Johannes V. Jensens produktioner. 2
Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Begyndelsen enkeltstående værk som Einar Elkær, frembyder det efter min mening netop en sådan sammensathed og splittelse, som essaytitlens sfinks påberåber sig. Den følgende læsning skal således blandt andet ses som et forsøg på at aktualisere eller måske snarere reaktualisere nogle af værkets iboende tendenser, der prioriterer splittelsen og det fragmentariske, det immanente og det tilblivende. For lige netop dette værk, mener jeg, er bærer af meget af det, som Højholt i sit essay kritiserer Johs. V. Jensen for ikke at være i stand til at fremskrive. Der vil således være tale om en værkbaseret og læsningsorienteret fremstilling, hvor værket statueres som eksemplarisk for en række tendenser og tematikker, der gradvist skal udfoldes. Denne gradvise udfoldelse vil ske med et første afsæt i nogle form- og genremæssige overvejelser. Einar Elkær er heller ikke på dette felt et entydigt værk, og den rummer i sig forskellige genremæssige træk. Alene titlen afgiver et løfte om, at man som læser står over for en udviklingsroman i stil med J. P. Jacobsens (1847-85) Niels Lyhne (1880), men ikke så snart er romanen i færd med at skrive sig ind i en bestemt genre eller form, før den slår om og pludselig bevæger sig i en anden retning. Denne genremæssige inkonsistens og labilitet vil blive belyst under inddragelse af en række teoretiske positioner blandt andre Georg Lukács´ (1885-1971) romanteori. Derudover synes romanen at være genereret af en ganske speciel æstetisk produktivitet, der har selve meningsløsheden som kilde. Der forekommer i romanen en ganske markant fortællerposition, der sætter sig hårdt igennem og som vælter sig frådende rundt i et idiosynkratisk og detaljefikserende univers. Denne markante fortællerinstans synes på en gang at være dybt forankret i en moderne bevidsthed, der ikke kan undslippe den smertefulde erfaring af meningsløshed, efter at den sidste transcendente bastion er blevet eftertrykkeligt gennemhullet af Friedrich Nietzsche (1844-1900), idet han proklamerer Guds død. Men samtidig gør selv samme fortæller en dyd ud af dette tab og opkaster det til den højeste mening inden for kunstværket selv. Med en gestus til bl.a. Søren Kierkegaard (1813-1855) og Thorkild Bjørnvig skal denne særlige produktivt rundede litterære strategi analyseres. Dette arbejde skal føre os over i en diskussion af romanens mest interessante foreteelse overhovedet, nemlig protagonisten Einar Elkær. Den lange række af modstridende tendenser, der glider sammen i hans typologi, vil være udgangspunktet for en filosofisk diskussion, hvor Nietzsche vil blive hovednavnet. Det er ikke udelukkende i sin egenskab af dekadencediagnostiker par excellence at Nietzsche foretrækkes, men snarere fordi han indvarsler en ny måde at filosofere på, der må betegnes som antifilosofisk set i forhold til de tidligere systemtænkere, hvor Hegel kan fremhæves som den sidste. Nietzsche gør i sin kendte aforistiske og 3
Page 1 and 2: Indholdsfortegnelse 1. Begyndelsen
Page 3: Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 7 and 8: Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 55 and 56:
Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 57 and 58:
Page 59 and 60:
Page 61 and 62:
Page 63 and 64:
Page 65 and 66:
Page 67 and 68:
Page 69 and 70:
Page 71 and 72:
Page 73 and 74:
Page 75 and 76:
Page 77 and 78:
Page 79 and 80:
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
Page 89 and 90:
Page 91 and 92:
Page 93 and 94:
Page 95 and 96:
Page 97 and 98:
Page 99 and 100:
Page 101 and 102:
Page 103 and 104:
Page 105 and 106:
Page 107 and 108:
8. Litteratur - Jensen, Johannes V.
Page 109 and 110:
: ”Die Geburt der Tragödie aus d
Page 111 and 112:
8. Litteratur......................
Page 113 and 114:
In the third chapter of the thesis,
show all

Indholdsfortegnelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?