Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Stemmen
ned i en raffineret kynisk udhævning af deres mindre flatterende eller ligefrem ækle fysik. Dette
dissekerende blik viser ingen nåde over for sit persongalleri. Se blot hvorledes Fru Edmunds væsen
beskrives i én sætning, hvorefter hun i den følgende pilles fuldstændig ned: “[...]Fruen fik et Slags
stille, gennemtrængende Væsen, som over for andre end Manden kunde kue og holde fra Livet. Fru
Edmunds havde røde Steder i Omegnen af Næsen” (16) Den lille Arthur får følgende beskrivelse:
“Drengen havde lidt svært, han var tynd og skulende som en Flamingo” (31) Og da Bernhard
Lundgrens fader ligger på sit sygeleje, hedder det: ”Han laa paa Ryggen, Ansigtet var grønligt og
overgroet med røde Skægstubbe, det var stivnet i et truende Udtryk”(12).
Men det er ikke udelukkende personbeskrivelserne, der sværmer for det ækle, fortælleren har tillige
et skarpt blik for omgivelsernes ækelhed. Således hedder det: “Ørentviste og flade gustne Insekter
myldrede ud og faldt ned ved Murens Fod” (12), “Store Fluesværme surrede op fra Gødningen i
Hjulsporene, naar Einar hastede forbi” (23). Eksemplerne er utallige, og her er blot udvalgt nogle
stykker til illustration af det særegne og ensidige blik gennem hvilket, fortælleren synes at percipere
sin omverden. Det vrimler med insekter og kryb, og tingenes overflade er bevokset med mug og
råddenskab. Verdens meningsløshed gengives i et sprog, der transformerer den til væmmelse og
afsmag. Da Betty og Einar atter forenes ved fjorden i kapitel 11 og søger at genetablere den flygtige
oplevelse af lykke, der fandt sted imellem dem, da de var ganske unge, har alting ændret sig, hvilket
kan aflæses af det anvendte billedsprog. Hvor naturen i det første scenarium synes at åbne sig og
brede sig ud i en nærværende fylde, fremstår den i det andet fjordscenarium som ganske tømt og
værdiløs. Blæretangen ser op på Einar med klaser af udbulnede øjne, og da Betty sover med sin
hånd i Einars, sitrer hendes fingre og kryber ligesom små dyr i dødskamp. Sidstnævnte
billedliggørelse alluderer til den form for væmmelse, som fortælleren andre steder i romanen
fremskriver i og med sin dvælen ved de ækle insektbeskrivelser, som det er eksemplificeret ovenfor.
Den nærhed, der kunne opstå i berøringen mellem to mennesker, udebliver, fordi kroppen i den
idiosynkratiske oplevelsesmodus fremstår som et stykke auraløs fysik i sin alt for påtrængende
endelighed.
I artiklen ”En not om Sartre och äcklets fenomenologi” 30 teoretiseres eksplicit over fænomenet ”det
ækle”. Med afsæt i Sartres debutroman Kvalme fra 1938 opregnes en række karakteristika, der
definerer det ækles fænomenologi. I den forbindelse hedder det bl.a. ”Äcklet blir den affekt som
30 Olsson og Orlowski, 1982
27