Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Projektet
til at bestyrke det dæmoniske kvindebillede, der ønskes fremlæst. I den henseende må også det
endelige brud med Betty nævnes, idet det sker uden, at hun får lov at komme til orde. Det er
udelukkende Einars fortolkning af hændelsen med Borring, der bliver afgørende, og dermed
dømmes Betty endnu engang som den driftsstyrede, pengegriske kvinde, hvis eneste mål er at tage
magten fra manden.
Romanens ultimative kvindefantasme gestaltes dog først i Einars hallucinerede univers, hvor
kvinden/Betty som Medea og kattedyr forener døden og driften. De ledemotiver, der gennem
romanen har fungeret som strukturerende faktorer, glider nu sammen i et svulmende erotisk billede,
der males i gult som farven på kattens øjne og som angst og i rødt som læbernes fylde. Einar, der
har opgivet sin trods og ikke længere kan se nogen vej ud af galskaben, længes imod udfrielse, og
han bønfalder sin herskerinde: “Se paa mig, gab over mit Hoved!…” (197). Og han mødes af de
“ravgule Øjne” og den “røde Mund” og oplever, at han synker imod denne fantasiskabning:
“men da skiltes hendes Læber imod hans, hun gabede over hans Ansigt, han mærkede store Tænder i Kinderne lige
foran begge Øren - de hakkede forsigtigt mod Huden, vibrerende kælende - og han mærkede en hed Aandedamp, der
bølgede mod Ansigtet. Han havde ikke Kraft til Undren - han sank....” (195)
Kvinden, katten, moderen og mordersken, denne kvindeskikkelse, der bliver det mest sublime
symbol for livets endeligt, åbner sig op og lader Einar forsvinde ind i sig. Således sluttes ringen og
Einar ender i symbolsk forstand, der hvor hans liv engang begyndte. Hans død kan ud fra den optik
læses som en omvendt fødsel, da han suges ind i den mund eller den tandbesatte vagina, der
alluderer til munden, der i kapitel et lukkede sig om stenen. Den kvindelige urkraft bliver dermed
symbolsk hans endeligt. Og faldets lov fuldbyrdes.
53