Læring og mestring Patientuddannelse på deltagernes præmisser

Læring og mestring | Patientuddannelse på deltagernes præmisser
100
Deltagelse i L&M støtter mennesker i at finde og aktivere deres ressourcer, styrke deres selvværd
og understøtte deres tro på, at det nok skal lykkes at praktisere øget livskvalitet. På den
måde tilbyder L&M rammer og vilkår for bedre mental sundhed, forstået som trivsel, mulighed
for udfoldelse af evner, håndtering af dagligdagens udfordringer samt at indgå i menneskelige
fællesskaber. Ved de opfølgende samtaler afholdt efter endt uddannelsesforløb
giver deltagerne udtryk for øget mestring og øget livskvalitet. For de fleste bliver sundhedsbudskaberne
lettere at håndtere og finde mening i, når de bliver involveret, anerkendt og
motiveret.
Den kvantitative evaluering har også undersøgt mestring af dagligdagen gennem otte forskellige
domæner, som på hver deres måde beskriver forskellige elementer af det at kunne
mestre livet med en kronisk sygdom. Generelt ses der en forbedring på alle områder, men de
domæner, hvor der ses den største positive forandring for deltagerne på L&M er ’sundhedsrelateret
adfærd’, ’positivt og aktivt engagement i livet’, ’konstruktive holdninger og tilgange’,
’færdigheder og hjælpemidler’ og ’social integration og støtte’. Det vedrører alt sammen i høj
grad områder, som knytter sig til det at leve med og håndtere livet med en kronisk sygdom,
og i mindre udstrækning den mere konkrete håndtering af selve sygdommen. Hvilket svarer
helt til, hvad der er lagt vægt på, og hvad der er det centrale omdrejningspunkt i L&M.
Der er også effekt på helbred og i mindre omfang på ændring af sundhedsadfærd. Deltagernes
selvvurderede helbred målt som ”Hvordan synes du dit helbred er alt i alt?” bliver
markant bedre efter et L&M-forløb. Andelen der svarer, at de har et dårligt helbred er ved
starten af forløbet 64%, hvilket falder til 47% seks måneder efter endt L&M-forløb og fortsat
er 47% tolv måneder efter.
Andelen i svargruppen, der er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, ændres i positiv
retning fra baseline til 1. opfølgning og til 2. opfølgning på ’2-3 dage’ og ’6-7 dage’. Der er
ligeledes en stigning af andelen, der dyrker idræt eller regelmæssig motion, fra baseline til
1. opfølgning. Der er således sket en klar forbedring af deltagernes fysiske aktivitetsniveau.
Fysisk aktivitet har været en aktivitet på alle diagnosespecifikke hold, men ikke på hold på
tværs, men også her genfindes de positive forandringer for fysisk aktiv mere end 30 minutter
om dagen, men ikke for idræt og regelmæssig motion. En tilsvarende forbedring af sundhedsadfærd
kan ikke genfindes for rygning, kostmønster eller alkoholvaner. Disse områder
har været emner på uddannelsen, men der har ikke i samme omfang som ved fysisk aktivitet
og motion været specielle træningsaktiviteter knyttet til.
Motivationen for at ændre vaner er høj, dog undtaget alkoholvaner. Hvis motivationen
kobles med deltagernes tro på egne ressourcer og større selvværd og deres udbytte at være
fysisk aktive i et socialt fællesskab, som det er dokumenteret i den kvalitative evaluering, kan
det være et godt afsæt for at gå mere målrettet ind i et samarbejde om ændring af sundhedsadfærd.