Læring og mestring Patientuddannelse på deltagernes præmisser

Læring og mestring | Patientuddannelse på deltagernes præmisser
48
’Landskabet’ forandrer sig. Ofte bliver deltageren berørt af spørgsmålene, og vi kan sidde
i tavshed i minutter, en tavshed der på ingen måde føles ubehagelig, nærmere som en
befrielse – en ånden lettet op. Jeg siger til deltageren, at de bare skal give sig god tid til at
blive parate igen. Samtalen er med til at give deltageren en større klarhed om, hvordan deres
liv er/har været, og hvad de gerne vil ændre, og især hvor drivkraften ligger i forhold til at
ændre. Til sidst opsummerer jeg de aftaler, vi har lavet undervejs, og jeg slutter samtalen af
med at spørge: ”Er der noget, vi ikke har været omkring, som du tænkte, inden du kom, at det ville
du gerne, vi skulle have snakket om?” … og der er aldrig tid til overs.
Forberedelse af undervisningen
’Landkortet’ for at forberede undervisningen er, at forberedelsen sker i samarbejde med
den erfarne patient og den sundhedsprofessionelle. I forhold til den erfarne patient varierer
det meget fra person til person, hvad de gerne vil byde ind med udover at bringe deres
fortællinger i spil. Der kan være erfarne patienter, som har undervisningserfaringer fra deres
arbejde, hvor det er naturligt at anvende disse kompetencer i undervisningen. Det er netop
de aftaler, der er vigtigt at få ordentlig talt om, så alle får brugt deres kompetencer. Som
hovedregel er det den sundhedsprofessionelles opgave at styre processen både i forberedelsen,
undervisningen og evalueringen af undervisningen.
Fokus i forberedelsen er: Hvad skal indholdet i undervisningen være? Hvad skal deltagerne
have ud af undervisningen? Hvor og hvordan skal undervisningen foregå? Til forberedelse af
undervisningen sætter vi ca. 1½ time af sammen. Derudover bruger den erfarne patient tid
på at skrive flere fyldord på fortællingerne, og jeg bruger tid på at forberede det specifikke
faglige, der efterspørges af deltagerne. Ofte er forberedelsestiden en fast tilbagevendende
aftale samme ugedag og tidspunkt. Det gør vi blandt andet for at sikre tiden til forberedelsen
og for at tilgodese vores andre aktiviteter.
Vi tager udgangspunkt i de udsagn, som deltagerne har skrevet på ”post it”-sedler på den
første forløbsgang. I denne case vil jeg beskrive forberedelsen ud fra følgende udsagn:
”manglende gejst”, ”at lære at sætte farten ned”, ”vil gerne lære at leve med sygdommen”, ”lære at
sætte dagen i system”. Vi snakker meget frem og tilbage om, hvordan vi skal gribe undervisningen
an. Vi drøfter forskellige fremgangsmåder, men når vi kommer til, hvad deltagerne
vil få ud af det, får vi begge den der fornemmelse af, at det vil blive en meget tung måde
at arbejde med emnet på. Vi arbejder med spørgsmål som: ”hvad er du bange for?”, ”hvordan
kan du sætte din dag i system?” og ”hvad mangler du gejst til?”. Vi snakker om, hvordan vi kan
mærke, at vores egen energi forsvinder blot ved at planlægge spørgsmålene til deltagerne,
og vi bliver enige om, at vi er nødt til at være mere kreative og undervise på en anden måde
end med spørgsmål. Vi skal have noget energi i udsagnene. Det hjælper os meget, at vi taler
ærligt om, hvad vi mærker, når vi planlægger undervisningen.