Etniske minoriteter - SFI

Synspunkt
Karen Jespersen
Indenrigsminister
Hvordan skal det danske velfærdssamfund udvikle
sig? Og hvorledes sikrer vi de etniske minoriteter
de samme muligheder som andre i vort samfund?
Danmark står i dag over for den samme udfordring
som en række an dre europæiske lande: Forandringer
på arbejdsmarkedet og i familiestrukturerne,
øget global konkurrence, større pres på
velfærdssystemerne, ghettoisering af visse boligområder
og øget kulturel mangfoldighed i samfundet.
Udfordringen er at undgå sociale og kulturelle
kløfter i samfundet og i stedet bruge forandringerne
på en konstruktiv måde og derved sikre vort
samfunds sammenhængskraft og videreudvikling.
Det væsentligste udgangspunkt for vore
bestræbelser bør være, at vi alle – uanset vor
etniske eller sociale oprindelse og uanset vore
politiske eller religiøse overbevisninger – lever i et
fællesskab. Dette fællesskab har rødder i Danmarks
historiske og kulturelle udvikling, og det
hviler på nogle fundamentale værdier som demokrati,
åndsfrihed, solidaritet og principperne om,
at alle har både pligter og rettigheder og er frie og
ligeværdige uanset køn, race, religion eller andet.
Det bør være en målsætning for os alle, at udviklingen
af det danske samfund sker på grundlag af
disse fundamentale værdier.
En af udfordringerne er at fastholde og udvikle
et samfund, der viderefører den danske kultur og
samtidig giver spillerum for den åndsfrihed, som
jo i sig selv er en vigtig del af værdigrundlaget.
Den enkelte borger skal kunne fastholde og
udvikle sine personlige politiske, kulturelle og religiøse
overbevisninger inden for en ramme af
engagement i det danske samfundsfællesskab
og respekt for dets grundlæggende værdier og
normer.
For de etniske minoriteter betyder det bl.a., at
samfundet skal anerkende deres ret til en egen
kulturel og religiøs identitet.
Det danske samfunds værdigrundlag giver en
frihed, men det sætter også nogle nødvendige
begrænsninger for udøvelsen af denne frihed. De
etniske minoriteter i Danmark må for eksempel
som alle andre borgere udvise respekt for princippet
om, at alle er ligeværdige uanset køn, og alle
har krav på respekt for deres personlige integritet.
Dette betyder, at vi i det danske samfund fx
ikke kan acceptere tvangsægteskaber eller kvindelig
omskæring.
Men samfundet forventer mere af borgerne i
Danmark, end at de undlader at gøre visse uacceptable
ting. Når indvandrere og flygtninge første
gang kommer til Danmark står de over for en fundamental
beslutning. Ønsker de at isolere sig?
Eller ønsker de at gøre en indsats for at bidrage
aktivt til det samfund, de er kommet til ved at
lære sproget ordentligt, deltage i arbejdslivet,
demokratiet og foreningslivet? Langt de fleste
ønsker uden tvivl det sidstnævnte, og det er,
hvad samfundet også med rimelighed kan forvente
og forlange.
Men samfundet og danskerne må samtidig vise
åbenhed og imødekommenhed, så den enkeltes
indsats for at blive integreret kan lykkes. Lige så
lidt som vi kan acceptere tvangsægteskaber, kan
vi acceptere, at velkvalificerede personer nægtes
et arbejde blot på grund af deres navn eller hudfarve.
Det helt centrale er jo, at alle borgere i
Danmark – uanset deres oprindelse – skal være
med til at bakke op om fællesskabet og vise gensidig
imødekommenhed. Dette er ikke kun en
udfordring for de etniske minoriteter, men også
for den øvrige danske befolkning.
Vi ser i vort samfund det paradoks, at der bliver
stadigt færre til at løfte byrderne, alt imens store
grupper – herunder også de etniske minoriteter –
marginaliseres fra arbejdsmarkedet. Dette skaber
en risiko for sociale og kulturelle kløfter. Derfor
må vi hele tiden arbejde på at forny og forbedre
vore velfærdssystemer, udvikle et arbejdsmarked
med plads til alle og skabe aktive og varierede
boligområder, der er attraktive for alle. Og især
må vi skabe en bedre dialog om, hvordan vi løser
problemerne og udnytter mulighederne, og om
hvordan vi i højere grad ser integrationspolitikken
som et aspekt i den samlede helhedspolitik for
velfærdssamfundet – i stedet for som en særskilt
politik for en særlig ”problemgruppe”.
Nyankomne indvandrere og flygtninge skal have
klar information om det danske samfunds værdier,
de skal have sprogundervisning og andre integrations-
og uddannelsestilbud, så de kan opnå
reelle muligheder for at deltage i fællesskabet og
klare sig på lige fod med andre. Med en sådan
hjælp til selvhjælp vil langt de fleste vise sig som
dygtige og ressourcestærke mennesker. I virksomhederne
og alle de andre steder, hvor de etniske
minoriteter skal bringes ind i samfundet, er
det til gengæld nødvendigt, at man viser åbenhed
og får øjnene op for det, som disse mennesker
kan bidrage med – i stedet for at stirre sig blind
på deres hudfarve eller kulturbaggrund. Det
haster, for vi har brug for de ekstra hænder og
hjerner, hvis Danmark skal klare sig i den globale
konkurrence.
■