Etniske minoriteter - SFI

vedkommende været yderst begrænset: 44 pct.
af mændene og 64 pct. af kvinderne fra Tyrkiet
har aldrig gået i skole, i modsætning til forældre
fra det tidligere Jugoslavien, hvor kun mellem 2-9
pct. aldrig har gået i skole.
Men hvilke forventninger har andengenerationen,
som nu er blevet voksne, så til deres egne
børn? Undersøgelsen viser, at 94-98 pct. af
andengenerationen fra alle grupper mener, at
deres børn skal have en eller anden form for
uddannelse (i spørgsmålet er der ikke taget hensyn
til barnets køn). Tager man i betragtning, at
næsten halvdelen af indvandrerne fra Tyrkiet ikke
havde nogen skoling overhovedet, og at forventningen
til deres børnebørn er, at ca. 95 pct. bør
tage en uddannelse, er de beskrevne etniske
minoritetsgruppers erhvervskompetencer i rivende
udvikling. Et stort antal forældre mener tillige,
at det er vigtigt, at deres barn kan dansk, før det
kommer i skole, og de møder i stort tal op til
forældremøder i både førskoleinstitution og skole.
Det understreger, at de er bevidste om, at en
god uddannelse er vigtig, hvis deres børn skal
have et godt liv i Danmark. Et tegn på, at nydanskerne
og deres børn tilpasser sig det samfund,
som de er en del af og at de, i større grad end
deres forældre, er vidende om, at uddannelse i
dette samfund er den vigtigste vej til et godt
arbejde.
Flere generationer under samme tag?
En ofte præsenteret forestilling om etniske minoriteters
familiemønstre er, at de bor i udvidede
familier, hvor flere generationer bor sammen. Der
er dog sket en del ændringer de seneste ti år. I
1989 boede fx lidt mere end halvdelen af gifte
eller samlevende nydanske mænd med oprindelse
i Tyrkiet i udvidede familier med deres forældre
eller svigerforældre; i 1999 er det kun 12
pct. I alt bor mellem 5 og 30 pct. af nydanskerne
i storfamilier i 1999.
Årsagen til faldet kan være både funktionel,
kulturel og økonomisk. Det kan dels skyldes, at
et liv i Danmark ikke understøtter betydningen af
familien som produktionsenhed og produktionsfællesskab.
Det er en rolle, som storfamilien ofte
spiller i de samfund, hvor den er særligt udbredt.
I Danmark satser man, grundet udformningen af
det danske arbejdsmarked, i større grad på en
individuel karriere. Man er i arbejdsmæssig sammenhæng
afhængig af en arbejdsgiver, og ikke
nødvendigvis sin af familie. Dels kan der være
tale om kulturel påvirkning fra værtslandet: den
mest udbredte familieform i Danmark er kernefamilien.
Endelig kan udviklingen skyldes, at nydanske
ægtepar nu har en økonomisk basis, som
giver dem mulighed for at etablere deres eget
hjem, i modsætning til 1989, hvor de kun var 18-
25 år.
Det ændrede familiemønster ses dog ikke kun i
tilflytterlandet. Også i de lande, hvor nydanskerne
og deres forældre i sin tid kom fra, er traditionelle
familieformer under forandring – bl.a. fordi stadig
flere søger mod byerne. Dette forhold blev
undersøgt allerede i slutningen af 1980’erne,
hvor den danske kultursociolog Lotte Bøggild Mortensen
påpegede, at den mest udbredte familieform
i Tyrkiet nu var kernefamilien (58 pct.),
mens kun 25 pct. levede i udvidede, traditionelle
familier (Bøggild Mortensen, 1989).
Frivillige tvangsægteskaber
I den offentlige debat tales der meget om, at
nydanskernes forældre har en, ifølge danske normer,
uhensigtsmæssig høj grad af indflydelse på
deres børns valg af ægtefælle. Folketinget vedtog
i forsommeren 2000 en ændring af Udlændingeloven,
hvori retskravet på familiesammenføring
blev hævet fra de daværende 18 år til 25 år (Lov
om ændring af Udlændingeloven, 2000). Formålet
var primært at få mulighed for at kontrollere
de ægteskaber, der indgås mellem medlemmer af
herboende etniske minoriteter og personer fra
disses oprindelseslande, men også at kontrollere
antallet af ægteskaber, hvor forældregenerationen
vælger barnets ægtefælle, typisk kaldet
”tvangsægteskab”.
Et tvangsægteskab kan defineres som et ægteskab,
hvor forældre eller slægt arrangerer et
ægteskab for et familiemedlem, uafhængigt af
eller i direkte modstrid med dennes ønsker og forventninger.
Der blev ikke spurgt i 1999 om nydanskerne
havde indgået ægteskab mod deres vilje,
men i 1989 angav 2-3 pct. af de unge, at de var
blevet forlovet eller havde indgået et ægteskab
mod deres vilje (Just Jeppesen, 1989). Det drejer
sig altså om ganske få. Det er dog ikke ensbetydende
med, at forældrenes rolle er fuldstændigt
udspillet. En kvinde med oprindelse i Pakistan fortalte
således, at hensynet til hendes forældre
havde været stort, da hun valgte at indgå et
arrangeret ægteskab 1 med en mand fra oprindelseslandet:
”...[man må] passe på, at man ikke siger noget,
som vil såre dem. Prøve at pakke det ind, eller
lade være med at sige det. Prøve at leve op til,
hvad de gerne vil have fra et barn. Og det har jeg
jo gjort via, at jeg har sagt ja til et arrangeret
ægteskab. I bund og grund kan man jo godt se,
at der er nogle ting, som er lidt uretfærdige. Men
så siger man til sig selv, at det nok er det bedste,
for det er noget, som éns forældre gerne vil for
én. Og så gør man det.”
At forældre ønsker stor indflydelse på deres
børns valg af ægtefælle kan ses som udtryk for
tradition: således har man gjort i den pågældende
familie og kultur i generationer, og det er den
form man er mest tryg ved. Men samtidig præsenterer
livet i Danmark nye krav og problemstillinger,
som førstegenerationen til tider søger at
dæmme op for, bl.a. ved at blande sig i deres
børns valg af ægtefælle. Valg af ægtefælle åbner
58