Etniske minoriteter - SFI

De store og traditionelle indvandringslande har bedre success med integration af indvandrere på
arbejdsmarkedet end mange af de små europæiske lande. Og Danmark er det OECD-land, der har den
største overledighed blandt indvandrere sammenlignet med den indenlandske befolkning. Det, der
karakteriserer landene med den største overledighed er, at det drejer sig om små lande med sprog,
som kun tales i små sprogområder, lande med forholdsvis udbyggede velfærdsstater og relativt regulerede
arbejdsmarkeder med en forholdsvis begrænset lønspredning. Skal integrationen lykkes, kan
det blive nødvendigt at øge rummeligheden på arbejdsmarkedet. Kan det ske, uden at væsentlige
fordelingspolitiske mål sættes over styr?
Nina Smith
Tabel 1. Oprindelsesland for 1. generationsindvandrere i Danmark. Procent.
1984 2000
Nordiske lande 16.3 11.6
EU 12- lande 1) 24.3 16.4
Tyrkiet 13.7 9.8
Andre europæiske lande (primært eks-jugoslavien) 12.8 19.5
Afrika 6.0 9.0
Nord Amerika 4.2 2.4
Syd & Latin amerika 2.8 2.0
Sri Lanka, Iran, Irak 0.9 10.2
Vietnam 2.8 2.8
Pakistan 7.3 3.3
Andre 8.8 13.0
Ialt 100 100
Procent af befolkning som er indvandrere 2.7 5.6
Procent af befolkning med udenlandsk statsborgerskab 2.0 4.9
1) EU12-lande defineres som de 12 EU lande før udvidelsen i 1997
Historisk set har Danmark aldrig været et af de
traditionelle indvandringslande, som det er tilfældet
for lande som eksempelvis USA, Australien
og Canada. Tværtimod var Danmark indtil slutningen
af 1950erne netto et udvandringsland, som
leverede arbejdskraft til mange andre vestlige lande.
Billedet ændrede sig for alvor i slutningen af
1960erne, hvor den danske højkonjunktur og
mangel på arbejdskraft tiltrak store grupper af
ufaglært arbejdskraft, mest mænd, fra lande som
Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. Den første oliekrise
i 1973 satte en brat stopper for denne indvandring.
I 1974 blev der, ligesom i de fleste
andre lande i Europa, indført et stop for indvandring
af gæstearbejdere fra lande uden for Norden
og EF, jfr. Pedersen (1999) og Wadensjö
(2000).
Siden midten af 1980erne er indvandringen
atter steget kraftigt. Nu især på grund af flygtninge,
som er indvandret fra lande som Polen, Iran,
Irak og Sri Lanka i 1980erne og senere i
1990erne flygtninge fra det tidligere Jugoslavien
og Somalia. Samtidig har der været en fortsat
nettoindvandring som følge af familiesammenføringer
fra især de lande, som i slutningen af
1960erne og starten af 1970erne leverede
gæstearbejdere til det danske arbejdsmarked.
1
Ved starten af år 2000 var der i Danmark
297.000 1. generationsindvandrere, dvs indvandrere
der er født i udlandet og har udenlandske
forældre, og 81.000 efterkommere, svarende til
henholdsvis 5.6 pct. og 1.5 pct. af befolkningen.
Dvs. ved starten af år 2000 var ialt ca. 7 pct. af
befolkningen indvandrere eller efterkommere af
indvandrere, mens det tilsvarende tal i midten af
1980erne var godt 3 pct.. Tabel 1 viser fordelingen
på oprindelsesland af 1. generationsindvandrere
i 1984 og 2000. Siden midten af 1980erne
er andelen af indvandrere fra andre nordiske lande,
EU og Nordamerika faldet fra ca. 45 pct. til
30 pct., mens andelen af indvandrere fra ikke
vestlige lande er vokset tilsvarende. Udvides indvandrergruppen
til også at omfatte efterkommerne,
forstærkes udviklingstendenserne i tabel 1,
dvs en stadig større del af indvandrergruppen
kommer fra lande uden for Europa og Nordamerika.
Indvandringen til Danmark er således vokset
kraftigt de sidste 15 år, og sammensætningen af
indvandrergruppen mht oprindelsesland er ligeledes
ændret betydeligt. Nogenlunde den samme
udvikling kan ses i en del af vore nabolande.
11