Etniske minoriteter - SFI

næsten ingen mødesteder i Danmark. Det hænger
sammen med, at der i Pakistan findes meget
få sociale samværssteder uden for hjemmene,
vennerne og storfamilierne. Pakistanerne i Danmark
vil helst besøge hinanden og invitere til middag
i stedet for at tage til en klub og spille kort
eller drikke te. Selvom opdelingen af mande- og
kvinderollen er næsten den samme som hos fx
tyrkere, så er det sjældent, at de pakistanske
mænd bruger tid uden for hjemmet. Deres aktiviteter
bevæger sig rundt om deres familieliv. Hvis
pakistanske mænd tager ud, så er det begrænset
til en biograftur, et måltid på en restaurant eller
til en musikkoncert.
Religiøse foreninger
Næsten 70 pct. af alle etniske grupper i Danmark
er muslimer, både Sunnier, Shiaer og Aleviter.
Resten er delt på kristne, buddhister, hinduer og
sikher. Organisering af de religiøse foreninger er
sket langsomt. Hos etniske grupper med muslimsk
baggrund var de religiøse forhold i starten
af 1970erne begrænset til fredagsbønnen. Efter
familiernes ankomst og på grund af børnenes
manglende viden om hjemlandets kultur og religion
opstod der et voksende behov for at etablere
moskeer og religionsskoler. I dag findes der mange
steder, hvor etniske minoriteter kan bede fem
gange om dagen, gå til fredagsbøn og sende
deres børn til religiøs undervisning. Disse moskeer
er organiseret under religiøse foreninger, som
henter imamer her til landet fra deres hjemegn.
Imamens opgave er at varetage religiøse opgaver,
samt at give vejledning om familieproblemer, konfliktløsning
og personlig rådgivning.
Mange blandt etniske minoriteter er generelt
ikke meget religiøse. Derfor er tilslutningen til
religiøse foreninger ikke tilstrækkelig. De betragter
religiøs observans som en privat affære, og
denne holdning afspejles i deres forretningsliv. Fx
forbyder Islam svinekød, alkohol og porno, men
de fleste etniske kiosker sælger disse varer. Denne
dobbeltmoral er uforståelig for en dansker
eller en stærk religiøst praktiserende indvandrer.
Forretningens overlevelse spiller en stor rolle i
denne beslutning.
I de nye tider har samfundsdiskussioner om
halalkød, tørklæder og børneopdragelse påvirket
de etniske grupper. De bliver meget mere bevidste
om deres religiøse rettigheder og er ikke bange
for at manifestere sig gennem foreninger. Disse
foreninger varetager deres medlemmers interesser
og arbejder sammen med andre NGOer,
som fx DRC. Et godt eksempel på religiøs bevidsthed
er den såkaldte tørklædesag mod Magasin,
som en ung pige har ført og vundet den 10.
august 2000.
Sportsforeninger
Etniske grupper, især unge, er ikke så synlige i
det danske sportsforeningsliv. Forklaringen ligger
i deres hjemlandes sportsstruktur, i de økonomiske
muligheder og i mangeårig mangel på interesse
fra danske organisationers side. Trods disse
svagheder har etniske grupper dannet sportsforeninger
inden for cricket, hockey, fodbold, basketball,
drageflyvning og kampsport. Forskellige
grupper har deres egne favoritsportsgrene. Tyrkere
og afrikanske nationer kan godt lide fodbold,
pakistanere spiller cricket og arabiske grupper
foretrækker Martial Arts. Der findes etniske
sportsklubber i København, Odense, Århus,
Ålborg og i næsten alle større provinsbyer. Danmarks
landshold i cricket nyder godt af unge spillere
af pakistansk herkomst. Mange unge fra etniske
grupper har udmærket sig i karate, taekwondo
og andre kampsportsgrene. De repræsenterer
Danmark på internationalt plan.
Foreninger der rådgiver og vejleder
Der findes en del – demokratisk opbyggede – foreninger,
som i de sidste 30 år har givet råd og
vejledning til etniske minoriteter om deres rettigheder,
pligter og muligheder i det danske samfund.
Rådet for Etniske Minoriteter, som giver råd til
indenrigsministeren, har indtil for nylig repræsenteret
de etniske foreninger. Denne demokratiske
proces har den nye integrationslov fra 1998 fjernet
og erstattet med et nyt system, hvor kommunerne
enten udpeger eller i nogle tilfælde lader
etniske foreninger vælge deres repræsentanter til
kommunens integrationsråd. Etniske foreningers
direkte valg af deres egne repræsentanter er hermed
ophørt. I mange menneskers øjne har denne
udvikling været et stort tilbageskridt i etniske
minoriteters indlæring af demokrati.
Det andet vigtige officielle organ er Nævnet for
Etnisk Ligestilling. Det har til opgave at rådgive
Folketinget, regeringen, centrale og lokale myndigheder,
private organisationer og andre samfundsinstitutioner
i spørgsmål om etnisk ligestilling og
diskrimination. Nævnet har 16 medlemmer, hvoraf
de otte er med etnisk minoritetsbaggrund, heraf
er fire medlemmer udpeget direkte af indenrigsministeren
og fire af Rådet for Etniske Minoriteter.
Ud over disse to officielle organer er etniske
minoriteter meget aktive i forskellige græsrodsbevægelser
og NGOer med danske medlemmer.
Men mange etniske unge tilslutter sig ikke minoritetsorganisationerne
ud fra det synspunkt, at
disse organisationer ikke beskæftiger sig med
deres problemer. De anser indvandrerorganisationerne
for at være anakronistiske og passive.
For at imødekomme det behov er unge aktivister
begyndt at danne deres egne foreninger. Indvandrere
har medbragt en autoritetstro der gør, at
de sjældent udfordrer myndighederne. Mange
førstegenerations indvandrere, som har stor indflydelse
i organisationerne, har stadigvæk den
holdning, at man ikke skal råbe for højt eller
kaste sten i vandet. Men ungdomsorganisationerne
og deres talsmænd er meget markante
96