Speciale_publiceret

samler samtidig på flere måder. For det første bruger den som sagt medierne som redskab til
nærmest at demonstrere disses vægtighed og får dermed etableret deres
virkelighedspotentiale; medierne bruges i den hensigt, der er dem tilsigtet og bekræftes på
den måde i deres betydning. De er tit avancerede og højaktuelle og anvendes derfor også
med en tilsvarende stor teknologisk kunnen. Den teknologiske vægtighed understreges
yderligere ved tematiseringen af deres maskinelle synlighed; de er nærværende som
håndgribelige genstande i rummet, hvilket også understreger teknologien som vedkommende
– bare i mere fysisk forstand. For det andet er værkernes undersøgelse af teknologiens
indvirkning på vores verden ikke et projekt, der har en postmoderne, billedmæssig
tegntomhed som pointe; tværtimod påpeger værkerne via deltagerinddragelsen, at det
repræsenterede rum hænger nøje sammen med det faktiske rum, som deltageren er placeret i.
Disse faktiske omgivelser markerer den umiddelbare virkelighed, og dermed også den
umiddelbare betydning, som kan overføres i den repræsentative dimension. Værkerne viser
dermed ingen interesse i at fokusere på, hvordan virkeligheden og menneskets identitet
opløses i kraft af teknologien, eller hvordan interfacet er en kamp imellem alternativer – de
tilstræber nærmere en blotlæggelse af præmisserne for at kunne tale om betydningstunge
størrelser som krop, identitet og sted i en verden, hvor den nymediale repræsentation af
samme i høj grad fylder.
Neorealismen undersøger også dette forhold, og selv om det også her handler om
virkelighedsbegrebet, er fokus alligevel hovedsageligt repræsentativt. Groft skåret arbejdes
der særligt med to tendenser, når de nye medier benyttes i neorealismen; dels at
repræsentationen i stigende grad falder sammen med det virkelige (eks. Reality-TV eller
performances), og dels det, der kunne kaldes en spaltning af rummet; at man via digital
manipulation undersøger muligheden for at vise og ”fastholde stedets spaltning uden dog
kun at ville pege på spaltningen, på forskydningen.” 15 Sidstnævnte nærmer sig specialets
projekt, men undersøger udelukkende dette forhold via den digitale billedrepræsentation, og
diskussionen om rummet holder sig dermed på et konceptuelt plan. Selv om der ogås her
arbejdes med publikums ”affektive respons [og at] de klassiske, ontologiske spørgsmål om
tingenes væsen formuleres på et nyt, realistisk-sanseligt grundlag” 16 , er forholdet mellem det
repræsenterede rum og det faktiske betinget af enten billedet eller skærmen, og altså set i en
visuel optik, der ikke har øje for specialets projekt; at påvise den mere omfattende
inddragelse af hele kroppen og hele rummet omkring værket.
15 Interview med Camilla Holmgren i antologien Virkelighedshunger 2002:145
16 Indledning fra antologien Virkelighedshunger 2002: 8-9
10