Speciale_publiceret

omfattende end interdependent systemrespons. Interfacet er ikke bare noget, der i stigende
grad indbefatter og påklæber sig kroppen – det er noget, der først og fremmest vedrører den
rumlige kontekst, hvori mødet mellem krop og teknologi foregår – hvad end disse to i nogle
tilfælde sammenvæves i stigende grad 57 . Kroppen aktualiserer ikke kun menneskets part i
interfacet; dens perception bruges også til at samle interfacets rum i et konkret møde. Som
Hansen pointerede, kan kroppen i sig selv opfattes som et interface på grund af dens interne
evne til at koble fysisk og teknomedieret rum, men som det blev demonstreret i analysen af
Place: Ruhr, udgør det konkret installerede forhold mellem menneske og teknologi et
overset interfacefelt, der aktualiserer et mere omfattende rumligt møde, som er betinget af
helkropslig erfaring og ageren. Vi er ikke i rummet som et blik, hvis kile ind i bevidstheden
efterfølgende sender besked til den motoriske krop om at bevæge sig på en given måde.
Først og fremmest er vi i rummet som en enhed, hvis tyngde berører grunden under os. Trods
de abstrakte betydninger kan Hansens understregning af taktilitetens betydning bruges som
springbræt for en konkret fænomenologisk tilgang til værkerne, der åbner op for resten af
kroppens sanser; følesansens afgørende betydning men også for eksempel værkernes lydside.
Det er væsentligt, at begge spor både indenfor kunstgenrerne og den teoretiske diskurs
beskæftiger sig med rumlighed, men hverken det materielle spors udelukkelse af
repræsentation eller det immaterielle spors underminering af faktisk rum og krop er
fyldestgørende som isoleret tilgang til de interfacediskuterende værker, fordi disse forsøger
at samle de kontraster, som interfacet indebærer. I specialets værkeksempler diskuteres
interfacet via en fænomenologisk inddragelse af mennesket, hvilket afstedkommer et bådeog,
der i høj grad adskiller sig fra det postmoderne. Det er ikke et både-og, der annullerer
eller relativerer betydning ved at påstå, at det ene er ligeså godt som det andet. Det er et
både-og, der rent faktisk rummer begge dele; som beskæftiger sig både med repræsentation
og kropslig handling, som undersøger både mediet og maskinen, og som derfor rummer
kvaliteter fra både det materielle og immaterielle spor i kunst og teori. Følgelig skal
interfacet forstås som et rum, hvori kontraster mødes og udveksler, og i mindre grad som
skæringsflade for en kamp mellem dikotomier og eksklusive sfærer, hvor kroppen enten
styres af maskinen eller omvendt. Interfacet er et møde for udveksling mellem menneske og
teknologi, hvor fokuset på rummet indbefatter og forudsætter begge som helheder 58 .
Nærmere bestemt; mennesket som en samlet, integreret enhed bestående af både krop,
57 Værkanalyserne har fokus på interfacet som noget, der ikke bryder kroppens grænse og dermed kroppen som enhed i
rummet. Cyborg- og robotproblematikken bevæger sig typisk indenfor en tilgang til interfacet, der i forlængelse af
interlace-begrebet især er fokuseret på kroppen og redskabet. Derfor er dette perspektiv udeladt i specialet, selv om den
rumlige interfacedefinition også kan applikeres her.
58 Jeg vil i denne omgang afholde mig fra at opfinde en alternativ betegnelse til ’interface’ og vil blot benytte termen i
min rumlige forståelse. I konklusionen vil jeg dog atter tage begrebet op til overvejelse.
31