Speciale_publiceret

sanseoplevelse, der udfordres og forvirres i værkerne men også søger enhed med verden.
Som påpeget i analyseoptakten ser vi her tydeligt eksemplificeret, at subjektet ikke længere
kan tage rummet for givet som noget, der entydigt struktureres ud fra subjektets greb om
verden, men at også verden er blevet tilføjet en dynamisk ekstradimension, der virker tilbage
på subjektet. Denne ekstradimension er dog på uhåndgribelig vis del af verden og dermed
noget, subjektet må indgå i relation til. Heraf afstedkommes interfacediskussionen.
Forløbet i den æstetiske oplevelse er således, at det nymediale virkeområde først og
fremmest foldes ud og fylder. Deltageren overvældes af ansigternes livagtighed i System for
Dramatic Feedback, overvældes af billedvældet og lydcollagen i starten af Xposition
REVERSE ligesom den bliver meget direkte berørt af den teknologiske virkning i Usynlig
Labyrint. Efter denne umiddelbare indtagelse af den medierede virkelighed spiller det
faktiske og materielle ind som kontrast, og skaber opmærksomhed omkring
interfacesituationen. Via iscenesættelsen af kontrasten opleves det, som om man er midt i
noget, et sted imellem dikotomierne, mellem rum, det faktiske og det kunstige. Traditionelt
formår subjektet at samle dikotomier og overkomme traditionelle skel, men her bliver denne
formåen forstyrret af spændingen mellem medieringens immaterialitet og samtidig dens
aktivitet. På grund af begge aspekter bliver det besværligt for subjektet at indfange
teknologien; for er den objekt eller subjekt, redskab eller styrende?
Den kropslige erfaring er væsentlig i alle værker, ikke mindst fordi kroppen kommer til
at stå som garant for virkeligheden, som noget, der samler i sin perception men også som
noget, der sætter grænse i interfacet. Subjektet formår dermed interfacets både-og, fordi den
via sin egen materielle forankring kan erfare sig til, at de rumligheder, der minder om
virkeligheden, ikke er ensbetydende med den. Det virkelige erfares som noget, der kan og
skal erfares med hele subjektets sanseapparat.
De analyserede værker eksemplificerer behovet for, at kroppen i særlig grad medtænkes
i interfacediskussionen og i nymediale værker i det hele taget. De demonstrerer en afgørende
indsigt omkring kroppens rolle i interfacet; at den både udgør bindeleddet mellem den
medierede dimension og det fysiske rum, men at den samtidig via sin placering og rettethed
imod verden udgør forbindelse til det fysiske rum og dermed lokaliseringen af virkeligheden.
Denne indsigt skaber fokus på, at interfacediskussionen ikke kan afkoble den præsentative
materialitet – noget, der vil svare til en opretholdelse af den afkobling af kroppen, som det
logocentriske paradigme foretager, og som Merleau-Ponty opponerer imod. Interfacet er lige
så lidt udelukkende en udfordring til det menneskelige intellekt, som det er en maskinel
trussel mod kroppens motoriske apparat.
84