Speciale_publiceret

konventionsbestemthed kommenteres; den synlige kunst er fjernet, hvilket ikke bevirker
noget modernistisk blik på en ren højborg, men viser rummet bart, som hvilket som helst
rum.
På den ene side kan værket siges at opretholde konventionen ved at iscenesætte et
konventionelt rum (labyrinten) i et andet konventionelt rum (institutionen), der aktiverer os
til selv at illustrere vores konventionelle adfærd; at også vores perception er
gennemstrømmet af kulturelle betydninger. På den anden side opfordrer værket netop til en
nedbrydelse af konventionerne, dels fordi det tematiserer vores kropslige eksistens’ frihed; at
vi egentlig er frie til at gå hvorhen vi vil – og dels fordi vi er sammen med andre deltagere i
et rum, hvor vi alle reagerer ud fra en basal sansemæssig oplevelse, vi mødes på samme
fænomenologiske grundvilkår, i samme basale kropserfaring, og oplever de samme kropslige
reaktioner på værket lige gyldigt vores individuelle kontekst og baggrund. På den måde er
værket på samme tid en personlig færd og en social kommunikationssituation, hvor man er
stillet i den samme situation som de andre deltagere i værket. Denne dobbelthed – eller
enhed – mellem det personlige og det sociale gælder følgelig også interfacet. Vores
interfacekultur er på mange måder tilføjet både virtual og augmented virkelighed;
omgivelserne er gennemsyret af teknologi, som både individer og samfund navigerer efter og
er afhængige af. Forståelsen af interfacekulturen kræver også opmærksomhed på
teknologiens konventioner og interfacet som noget, der foregår aktivt i rummet – både som
menneskets individuelle møde med og kobling af rumligheder og kulturens integrering af
samme.
77