Speciale_publiceret

umiddelbart modtagelig for stimuli og tilegner sig derfor heller ikke vaner ligesom kroppen
gør. I denne sammenhæng er menneske og teknologi noget adskilt, der nok overlapper men
ikke erstatter hinanden. Kroppen evner en kobling mellem det perciperede og det motoriske,
som teknologien ikke gør, og netop dette motoriske er af afgørende karakter for både
subjektets vanedannelse og efterfølgende refleksion.
”A vrai dire, toute habitude est à la fois motrice et perceptive parce qu’elle réside, comme
nous l’avons dit, entre la perception explicite et le mouvement effectif [...] L’analyse de
l’habitude motrice comme extension de l’existence se prolonge donc en une analyse de
l’habitude perceptive comme acquisition d’un monde. Réciproquement, toute habitude
perceptive est encore une habitude motrice et ici encore la saisie d’une signification se fait
par le corps.” 80
At gribe betydning gennem kroppen, igennem dette samarbejde mellem det perceptuelle og
motoriske, ses også i værkernes deltagerinddragelse. Og netop igennem dennes aktivitet nås
værkets konceptuelle lag. Denne pointe er væsentlig at fremhæve som kritik til både
Manovichs og Hansens medieteorier, der begge nedprioriterer det motoriske i forhold til det
repræsentationelt perciperede; kroppens bevægelse styres af det perciperede og den
repræsenterede rumlighed. Ligesom det visuelle og taktile er indlejret i hinanden er også det
perceptuelle og det motoriske sammenkoblet. Og kun på grund af kroppens erfaring kan
tanken frigøre sig på et konceptuelt plan. For at ”nous puissions nous représenter l’espace il
faut d’abord que nous y avons été introduits par notre corps et qu’il nous ait donné le premier
modèle des transpositions, des équivalences, des identifications qui font de l’espace un
système objectif” 81 . Refleksionen forudsætter subjektets erfaring i det fysiske, materielle
rum. På lignende vis kræves der en konkret erfaring, før vi kan forestille os noget eller
forholde os til det repræsenterede, ganske ligesom også Hansen påpeger med sit bodily
spacing-begreb. I de efterfølgende analyser skal vi se, hvordan også værkerne pointerer
kroppen som udgangspunkt, som meningsfyldt enhed. Denne pointering sker ikke mindst
fordi teknologien udfordrer subjektets enhed, noget, der dels sker på grund af det aktive
element i medieringerne (levende billede, computerprocessuering mm.), og også fordi disse
dynamiske udtryk medierer et alternativt rum og dermed en alternativ virkelighed. Når
værkerne fremhæver deltagerens krop i værkets rum, understreger det den fysiske
forbindelse og udgangspunkt for interfacet; at enhver forholden sig til værkets betydningslag
80 ibid. 177-78
81 ibid. 166
38