Speciale_publiceret

Ved hjælp af teknologien indsættes der altså et ekstra rum på samme måde som det sker
i de andre værker, og paradoksalt nok er rummet i dette tilfælde trods dets usynlighed så
meget desto tættere på. I System for Dramatic Feedback var det repræsenterede rum pålagt
afgrænsede, overskuelige genstande og i Xposition REVERSE var Internettet noget, der
metaforisk blev forbundet til en verden udenfor det nærværende kælderrum. I Usynlig
Labyrint er det ekstra rum et signaleret rum, som er infiltreret i det faktiske; som en ekstra
dimension, der danner materie lige foran os, potentielt hvor som helst, som elektronisk
installation.
Spørgsmålet er, om denne installation nødvendigvis er ensbetydende med en
ekstradimensional rumlighed? Der er ingen tvivl om, at der eksisterer en forbindelse mellem
signalet, udsendt fra loftet og de hovedtelefoner, som deltageren bærer. Der er heller ingen
tvivl om, at apparaterne er indstillet til at generere en bestemt labyrintstruktur i rummet. Når
det er sagt, er det dog kun deltageren selv, der kan samle de fragmentariske vibrationer til en
helhed. Det er også kun deltageren, der kan give signalerne materiel værdi og manifestere
det medierede rum som virkeligt. Set i forhold til deltagerens perception, er det interessant,
at dette værk til forskel fra de to andre har en konceptuel indføring, for dette omvender
umiddelbart den fænomenologiske logik og rejser dermed spørgsmålet om den æstetiske
erfaring som noget, der nødvendigvis først og fremmest perciperes igennem kroppen. Her
lagres et visuelt skema i bevidstheden via den konceptuelle indføring i værket, og dette
skema skal vores krop agere ud fra. Selv om vi er fysisk til stede i rummet, kræver det
oversættelse fra bevidsthed til krop at navigere i det, og forholdet mellem perceptionens og
motorikkens forhold til bevidsthed og krop er til debat. På den ene side kan man sige, at
forbindelsen mellem perception og motorik, som Merleau-Ponty påpeger, er tydeligt
eksemplificeret; vibrationen på mit hoved medfører en motorisk handling. Samtidig kunne
man også påstå, at det problematiserer tanken om de to størrelsers indskrivning i hinanden.
For er der ikke tale om, at en sansestimuli på baggrund af en bevidsthed om
labyrintstrukturen blot bevirker en motorisk reaktion? Her må deltagerens kropslige handling
atter pointeres, fordi det trods alt først er her, værket opstår og begribes.
Sandt nok bevirker ens position i rummet en vibration, som giver fornemmelsen af væg
– men denne fornemmelse opstår kun, fordi den kobles sammen med det visuelle skema.
Deltagerens umiddelbare sansning og sanseerfaring vil fortælle, at man kan gå, som man vil,
og at det eneste, vibrationen indikerer, er den forestillede væg, vi opererer med i vores
bevidsthed. I virkeligheden er der ingen væg; i virkeligheden kan jeg gå frit omkring,
fuldstændig ligesom min krop fortæller mig. I Usynlig Labyrint erfarer vi dermed, at når
subjektets perceptuelle erfaring ikke går forud for ideen, vil der skabes illusioner. Vi har ikke
75