Speciale_publiceret

intersubjektive relationer 30 . Kroppen og kunstværket er betinget af synet, der er vores
navigationsredskab i de relationelle forhold, og resten af kroppens sanser reduceres væk
sammen med den enhedsmæssige værdi, der ligger hos både krop og rum. Dermed er det
poststrukturalistiske islæt lige så dominerende som det fænomenologiske, for som han siger,
burde man ”tale om ”formationer snarere end om ”former”” 31 . Det forskydelige, temporale
og visuelle privilegeres gennem sådanne abstrakte formuleringer, der ikke er tilstrækkeligt
suppleret med overvejelser over det konkrete rum.
Den relationelle æstetik udgør et vigtigt aspekt af kunstværkerne i dag, men den er langt
fra fyldestgørende, for det første på grund af nedtoningen af selve materialets taktile og
genstandsmæssige kvaliteter. For det andet bliver de nye medier kun set som et redskab i
kunsten. Bourriaud omtaler det kinematografiske som noget, der har haft indvirkning på
opbygning og brug af udstillingsrummet og altså ikke som hverken medial eller maskinel
værdi i sig selv. På et mere overordnet plan omtaler han den nye teknologi i negative
vendinger, fordi han mener, at den udgør en trussel mod den mellemmenneskelige og
umiddelbare relation. Vor tids ”kommunikationsmidler begrænser de menneskelige
kontakter til overvågede områder, hvor de sociale bånd forvandles og sælges som distinkte
produkter”. Den kunstneriske aktivitet bestræber sig derimod på ”at foretage nogle beskedne
tilslutninger, åbne en række blokerede passager, skabe kontakter mellem hidtil isolerede
virkelighedsniveauer” 32 . I kunsten etableres kontakten, hvorimod de moderne
kommunikationsmidler udgør hensynsløse ”kommunikationsmotorveje” med ”vejafgifter”
og andre overvågningsinstanser.
Meget symptomatisk står kontrasteringen igen klar; selv om Bourriaud anerkender
teknologien som redskab, så er han ligesom Virilio pessimistisk overfor det store,
elektroniske kommunikationssystem, der truer med at overtage og frakoble. Kunstens rolle er
at samle trådene i punkter, der kan give plads til relationer og subjektivitet. Trods
definitionen af de relationelle kunstkontakters abstrakte meningsudveksling, så er det dog en
udveksling, der forholder sig til det fysiske rum. Teknologien kommer derfor til at udgøre en
diffus og ikke-nærværspræget modpol, der, selv om den forbinder folk på tværs af kloden,
truer med at afkoble os i en ikke-menneskelig og konsumpræget motorvejskultur. Trods
anerkendelsen af, at kunsten forbinder og sammenkobler, har han paradoksalt nok ikke blik
for, at den i overvejende grad også bruges til at forbinde mennesket med teknologien; at den
også her undersøger de relationelle forhold imellem vores materielle verden og den
30 ibid.: 21
31 ibid. 21. Formationstanken ligner bevægelsen i Deleuze & Guattaris rhizomebegreb.
32 ibid. 7
18