Speciale_publiceret

Merleau-Ponty benytter sådanne forskellige patologiske tilfælde til at forklare sin
kropsfænomenologi, ikke fordi han vil beskrive normaliteten igennem et patologisk
kontrastforhold men for at bruge dissonerende forhold som hjælp til at finde frem til den
velfungerende krops basale perceptuelle og motoriske karakteristika. Selv dissonanserne kan
pointere kroppen som en enhed, der samler dualismer i stedet for at opretholde dem
(dualismer som krop-bevidsthed og menneske-verden). Til at beskrive kroppens enhed
bruger han begrebet kropsskema (schéma corporel 65 ), som ikke er en traditionel kortlægning
af krop og sanser, men som betegner det ubrydelige samarbejde mellem kroppens forskellige
legemsdele og det system af stillinger, de aktuelt og potentielt indgår i 66 . Som følge af denne
enhedstanke, hvor delene ikke kan skilles fra helheden men falder ind i hinanden, kan heller
ikke kroppens sanser adskilles – en pointe, jeg vender tilbage til om lidt. Kroppen udgør en
gestalt 67 , fordi den sammenbinder kroppens dele i sin enhed, der igen er sammenbundet med
verden. Derfor er ”le « schéma corporel » [...] finalement une manière d’exprimer que mon
corps est au monde” 68 . Kroppens gestaltmæssige kvalitet medvirker til at samle andre
traditionelle opdelinger i tilgangen til verden, eksempelvis samler den også rum og tid i sit
nærvær: ”Il ne faut donc pas dire que notre corps est dans l’espace ni d’ailleurs qu’il est dans
le temps. Il habite l’espace et le temps. [...] De même qu’il est nécessairement « ici », le
corps existe nécessairement « maintenant »; il ne peut jamais devenir « passé »” 69 . Selv om
selve perceptionen selvfølgelig er af temporal, udvekslende karakter, er det kropslige
nærvær, kroppens ’her’ og ’nu’ tydeligvis en identitetsgivende enhed.
I den forbindelse skal Merleau-Ponty dog have en kritik med på vejen, hvis berettigelse
bliver tydelig i værkanalyserne. Selv om han anerkender, at verden rummer en egen værdi
(verdens naturlige betydninger), så beskrives subjektets omgang med rummet som noget
situationelt, der organiseres rundt omkring subjektet, når det agerer i sine omgivelser. Selv
om subjektet altid allerede er ude i verden, så opstår rummet på baggrund af relationen
mellem subjekt og verden: ”Tout nous renvoie aux relations organiques du sujet et de
l’espace, à cette prise du sujet sur son monde qui est l’origine de l’espace.” 70 En sådan
opfattelse af rummet har et horisontalt islæt, der baseres på temporale tråde i både perception
og kropslig bevægelse. Rummet er ikke et geometrisk lokale men noget, kroppen skaber
omkring sig, når den udfører handlinger 71 . I tråd med dette udtaler han også, at kroppens
65 ibid. 114
66 ibid. 165
67 Gestalt er oversat (Merleau-Ponty 1994: 44) fra det franske forme (Merleau-Ponty 1945 (1967): 117)
68 Merleau-Ponty 1945 (1967): 117
69 ibid 162-163
70 ibid. 291
71 Thøgersen 2004: 130-131
34