Speciale_publiceret

finpixelerede og virkelighedsnære billeder, men som på samme tid giver mulighed for at lave
billeder, der ikke umiddelbart behøver at have aftryk i virkeligheden. Det vil sige, at
videobilledets rumkollaps her bliver endnu mere omfattende, fordi billedet – eller filmen –
ikke længere nødvendigvis er en optagelse eller et aftryk af virkeligheden men et kunstigt
skabt udtryk af et rum, der er uden semiotisk tilhørsforhold.
Rummet som fællesnævner
I både det materielle og ikke-materielle spor indenfor kunsten er der en tydelig
avantgardistisk interesse for at blande kunstens traditionelle kategorier med hinanden.
Værkrum og beskuerrum flyder sammen, kunstneren bliver værk eller uvæsentlig, og
institutionen bliver blot ét rum blandt mange alternativer. I alle tilfælde undersøges kunstens
præmisser og deltagerens modtagelse af samme. Derudover ses en stor interesse for og
udnyttelse af rummet; som vist ovenfor, er der i det materielle spor tale om en konkret
rumlighed og i det ikke-materielle spor er det enten en abstrakt tankearkitektur eller
repræsenteret rum, der gør sig gældende. I begge tilfælde er subjektets relation til rummet af
nærmest epistemologisk karakter, fordi man som deltager skal tilegne sig værket via
relationen til rummet - hvad enten denne tilegnelse er gennem tankemæssig opbygning,
forestilling af rum eller kropslig bevægelse i det faktiske. De interfacediskuterende værker
undersøger interfacet som noget, der er et møde mellem det konkrete rum og det
abstrakte/virtuelle, og som derfor kræver en forståelse for begge former for rumlighed. Med
andre ord er det materielle og det immaterielle spor dialektisk afhængige og trækker på
hinandens betydninger. Merleau-Pontys filosofi vil her vise sig som metodisk afgørende.
Selvfølgelig findes der stadigvæk kunstværker i dag, der udelukkende lægger sig i tråd
med det ene af de to spor, og det vil være naivt at foreslå, at de værker, jeg har valgt, er den
eneste tendens i dag 25 . De udgør dog en ny tendens indenfor kunsten, der på samme tid
undersøger teknologiens muligheder og dens indvirkning på vores virkelighed. Måske er det
på grund af denne kompleksitet, at den teoretiske diskurs synes at komme til kort i
definitionen af den interfacediskuterende kunst.
25 Som eksempel vil jeg henvise til digital kunst og netværkskunst, der lægger sig op ad computerkunstens tanke. Her
viser Deleuze og Guattaris rhizomebegreb sig illustrativt til at betegne eks. netværkets logik (eks. Internettet) ved dets
evige foranderlighed og relativering.
16