Speciale_publiceret

vi træder ud i efter forestillingen, hvor iscenesættelsen af interfacet måske nok er stoppet,
men hvor diskussionen fortsætter som del af bymiljøet, og som noget, der vedrører vores
hverdag.
Værkets tema udfordrer også den rumlige forståelse af interfacet, fordi den i det hele
taget stiller spørgsmålstegn ved rummets grænse; hvis rummet opløses, nedbrydes
grænserne, og både krop, rum og teknologiens helheder forskydes ud over deres egen grænse
og flyder sammen i en altid forskydelig teknosfære. Her spiller subjektets sansning dog atter
ind, med et særligt fokus på den taktilitet, som Hansen pointerer. Igennem vores egenkrop
formår vi at opretholde grænsen og mærke efter, hvad der er virkeligt.
Virkelighedsgestaltningen fremhæves især ved følesansens nærvær; som en kommentar til, at
navigationen på Internettet hovedsageligt foregår via blik og billeder. Kulturteoretiker
Derrick de Kerckhove tilskriver således en virkelighedsværdi i berøringen:
”Der einzige Sinn, dem wir wirklich vertrauen können, ist der Tastsinn, denn er ist da, wo
auch wir wirklich sind. Mit Hilfe der Elektrizität sind wir mit der ganzen Welt in Berührung.
Doch erst die Wiederentdeckung der Propriozeption wird es möglich machen, daß wir
unseren Gefühlen auch vertrauen können. Das meint nicht die Emotionen, die uns im
täglichen Leben begleiten, sondern die viel tiefere Empfindung, im Zentrum der eigenen
Wahrnehmung von der Welt um sich herum zu sein. Diese Art, auf Informationen zuzugehen
[...] basiert auf einer wohlausgeformten Propriozeption. Wir werden unser persönliches
Bezugszentrum in einem »Punkt des Seins« verlagern müssen.“ 106
Jeg er mit eget sansende centrum – et faktum, der altid placerer mig på et punkt i verden som
subjekt, og så længe min krop er til stede, forbundet til grunden under mig, vil jeg udgøre
min egen lokation. Jeg er ikke bare en situationel forbindelse, jeg er også et punkt, et
”Bezugszentrum”. Derfor er jeg også bindeled mellem det repræsenterede og faktiske rum i
interfacet, fordi jeg via min subjektive enhed kan agere begge steder, evner metarefleksionen
og forestillingen af det abstrakte rum. At det abstrakte rum kan virke nærværende sker
således også i kraft af min krop og efterfølgende min forestillingsevne.
I specialets sidste analyse af Jeppe Heins Usynlig Labyrint skal vi se, hvordan en
medieret, immateriel rumdannelse tilsyneladende træder ud i det faktiske rum. Spørgsmålet
er, om dette medfører, at interfacets spænding imellem mediering og tilstedeværelse
overlapper i det samme rum? Invaderes rummet?
106 De Kerckhove IN Welsch 1993: 167
66