Speciale_publiceret

2001 19 sættes op imod Lev Manovichs og Mark B. N. Hansens populære medieteorier.
Opridsningen af disse to spor danner platform for en profilering af de interfacediskuterende
værker og dermed også mit teoretiske standpunkt. Profileringen bygger på argumentet om, at
teknologisk temporalitet og mediering skal forstås i forhold til krops- og rumlig materialitet;
en pointe, som knytter an til en udvidelse af interfacebegrebet. Som sagt inddrages Maurice
Merleau-Pontys kropsfænomenologi til at påpege subjektets enhed som korrektiv til
ovennævnte polariserede diskussion.
Ingen af de ovennævnte tilgange er dog fyldestgørende som isoleret blik på den
nymediale kunst, men fænomenologiens orientering imod grundlæggende kropslig erfaring
af vores konkrete omgivelser er dog en overset problematik indenfor feltet, og derfor netop
det fokus, som nærværende speciale ønsker at fremhæve ved en rumorienteret og
receptionsæstetisk tilgang til værkerne. Mødet mellem menneske og teknologi ses derfor
først og fremmest som et konkret møde i det fysiske rum. Med udgangspunkt i analyser af
nymediale værker vil jeg etablere en ny tilgang til kunsten, der bedre kan rumme værkernes
aspekter.
Mit materialevalg er begrundet i, at de udvalgte værker i kraft af deres
interfacediskussion fungerer som en slags metaværker, der med forskellige virkemidler
tematiserer, hvordan interfacet ikke kun handler om forholdet mellem menneske og
teknologi men også mellem medieret rumlighed og den faktiske rumlighed, deltageren
befinder sig i. Analysernes pointer kan derfor bruges som indgangsvinkel til alle nymediale
værkanalyser.
Hvert analyseafsnit vil også have et eget tema, et særligt møde, som er udtalt i det
pågældende værk. De vil derfor også trække på forskellige teoretiske pointer, selv om de
selvfølgelig alle ses i specialets overordnede optik. Første afsnit drejer sig om Tony Ourslers
System for Dramatic Feedback (1994), hvor det er forholdet mellem repræsenteret og faktisk
rum, der tematiseres igennem en utraditionel brug af skærm- og videomediet. Andet afsnit
handler om Kassandra Productions Xposition REVERSE (2006), hvor der er særligt fokus på
forholdet mellem lokation og dislokation i forbindelse med Internettet. Tredje analyse
handler om Jeppe Heins Usynlig Labyrint (2006), og her kigger jeg især på deltagerens
interaktive oplevelse med et usynligt, teknomedieret rum i det faktiske udstillingsrum. Alle
analyser vil indebære en teoretisk og receptionsæstetisk diskussion og være baseret på en
personlig værkoplevelse. Subjektets sansning diskuteres derfor i alle tre værker, og det vil
blive tydeligt, hvordan det traditionelle fokus på visualitet og synssans viser sig aldeles
utilstrækkeligt som eksklusiv tilgang til kunsten. I slutningen af analyserne vil der være en
19 Bourriauds teori vil blive citeret på dansk, eftersom bogen desværre kun har været tilgængelig i oversættelse.
12