Speciale_publiceret

ummet stammer fra denne del af værket; lyden af en stemme, der indimellem ømmer sig og
sideløbende lyden af slag. At lyden hænger sammen med denne del af installationen, finder
man dog først ud af, efter man har undersøgt tøjstativet, bukket sig ind over det, og
lokaliseret de tre forskellige projiceringer imellem tøjstykkerne. Først herefter kan man
forbinde lyden med billedet; den ømmende stemme med det fortrukne ansigt og lyden af slag
med hånden, der slår på stofbagdelen. Indtil da har lydene floreret som løsrevne indtryk i
rummet, der har blandet sig med blandt andre lyden fra biografpublikummet.
I et hjørne af lokalet er et værk i værket: Horrorerotic (fig. 13), som er en lille dukke
fastspændt på væggen, kroppen af stof og ansigtet endnu et af Ourslers levende ansigter.
Ansigtet ser bekymret ud men forholder sig tavst det meste af tiden. Uden varsel og med
lange mellemrum bryder det ud i et skærende skrig, der virker som forløsningen for en dyb
og indestængt smerte.
Som beskuer forbinder man alle disse indtryk til en samlet helhed på flere måder. For
det første bliver det elektroniske billede forbundet med materialet, når det bruges som
projiceringsbaggrund. Når hånden klapper, klapper den på bagdelen af det faktiske stof, det
dukkelignende kropsfragment, der er hængt op i stativets spids. Kontrasten mellem stoffets
materialitet og videobilledets flygtighed (dets nærvær er afhængig af elektronisk tilslutning)
nedtones, fordi billedet er projiceret direkte på stoffet og dermed delvist forbindes med dets
materielle kvaliteter. For det andet forbinder man de forskellige fragmenter i stativet med
hinanden i en kausalitet; ansigtet og fødderne tilhører den samme krop som bagdelen, der
klappes på, selv om kropsdelene egentlig er forskudt fra hinanden i installationen. Også
handlingens værdi bliver tolket ind i denne samlede krop; ansigtet ømmer sig, fordi det
bliver slået i bagdelen. Smerten er noget, der løber igennem stativet i en kausal relation.
Delene hænger sammen i en helhed, selv om kroppen egentlig er sprængt, selv om den er
overdimensioneret og deform, og selv om den er totalt reduceret til stof, til materiale, i
bogstaveligste forstand.
Også ansigterne forbindes med hinanden på tværs af rummet; de to dukker og
publikummet, der jo stort set også er reduceret til ansigter. Men også det følelsesmæssige
udtryk i værket forbindes. Smerten, ansigtet udtrykker i Horrorerotic, forbindes med
smerten hos ansigtet på gulvet og med udtrykket hos publikummet. Hele udstillingsrummet
er aktiveret i denne på en gang mærkelige, alvorlige, frustrerede og humoristiske installation
af teknologi, filmbilleder, metalstativer og stof, og de mange udtryk overlapper i deltagerens
sansning – både i form af auditive, visuelle, taktile og affektive stimuli. Hele deltagerens
krop bliver aktiveret via denne flersanselighed men også ved at skulle opleve værket som
installation; som noget, kroppen skal erfare gradvist ved bevægelse igennem rummet, ind og
43