Speciale_publiceret

Fordi virkelighedsbegrebet er til debat, betyder det ikke, at hverken det ene eller det
andet rum skal annulleres. Ej heller er værkdeltagerens bevægelse og ageren i et virtuelt
miljø ensbetydende med, at det faktiske rum må overses som aktiv medspiller i værket.
Omvendt skal heller ikke den nymediale repræsentationsform nedtones som noget, der ikke
kan lære os noget nyt om vores tilgang til verden og ikke mindst; vores perception af rum og
følgelig vores opfattelse af virkelighed. Begge elementer må anerkendes som
opmærksomhedspunkter, der supplerer hinanden uden at udslette. Marc Augé omtaler netop
dette som et opgør med det postmoderne, og påpeger i sin egen terminologi, at vi må
anerkende det umiddelbart og traditionelt kontrasterede som interagerende forhold, der
fungerer på de ligeværdige præmisser i menneskets bevidsthed:
”Ne voir dans ce jeu d’images 114 qu’une illusion (une forme post-moderne d’aliénation)
serait une erreur. L’analyse de ses déterminations n’a jamais épuisé la réalité d’un
phénomène. Ce qui est significatif dans l’expérience du non-lieu, c’est sa force d’attraction,
inversement proportionnelle à l’attraction territoriale, aux pesanteurs du lieu et de la
tradition.” 115
Opmærksomheden mod ikke-stedet fungerer med samme dragende kraft som vores
opmærksomhed imod sted og lokation. Begge ’steder’ eksisterer simultant i mennesket som
noget henholdsvist ikke-materielt og materielt, ligesom begge interfacets rum gør. Han
udtrykker dermed en lignende holdning som det ikke-postmoderne både-og 116 , der blev
påpeget i analyseoptakten: Vi er lige så optaget af billedet som vi er af rummet. Lige så
optaget af det simulerede rum som af det faktiske, og mennesket formår at forholde sig til
begge, fordi der er en naturlig rækkefølge i hvilken af siderne, der opstod først. Her menes
vores fænomenologiske grundvilkår; selv om subjektet netop forener de tidligere dualismer
mellem krop og bevidsthed samt menneske og verden, så er kroppen dog alligevel betegnet
som det bindeled, det kød, hvorigennem perceptionen foregår. På lignende vis kommer vores
fysiske erfaring af rummet også før forestillingen/billedet af det, og den symbolske/kulturelle
betydning tilskrives dermed først efter den umiddelbare, naturlige erfaring. Hvis værdierne
falder, er det dermed, fordi vi selv bestemmer, at den symbolske betydning er ’ingen
betydning’. Kroppen er altid i sig selv en inkarneret betydning, og ”parce que nous sommes
au monde, nous sommes condamnés au sens, et nous ne pouvons rien faire ni rien dire qui de
114 Hans ’jeu d’images’ henviser til det billedvæld, der præger sansningen af vores omgivelser i kraft af udviklingen
indenfor både transport og telekommunikation (jf. Virilio).
115 Augé 1992: 147
116 Jf. s. 31
80