Speciale_publiceret

Den teoretiske diskurs i forhold til de to spor
Bourriaud og den relationelle æstetik
Ligesom med ovenstående kunstretninger har den teoretiske diskurs tendens til at lægge sig i
to spor, uden det dog heller ikke her er muligt fuldstændigt at kategorisere de
æstetikteoretiske strømninger i en materialitets- og en ikke-materialitetsorienteret lejr.
Alligevel giver det mening at skalere de æstetikteoretiske tendenser i forhold til de
nymediale værker, for også her viser tendensen sig til at se kunsten ud fra enten hhv. en
fænomenologisk tilgang eller en repræsentationel tilgang. Nicolas Bourriaud indskriver sig
med sin relationelle æstetik i en fænomenologisk, materialitetsorienteret tradition trods det,
at også hans teori udspringer af den poststrukturalistiske tradition og derfor også benytter sig
af tilsvarende abstrakte formuleringer omkring kunstens vilkår. Han betegner 90’erkunsten
som en kunstpraksis, der i stedet for at beskæftige sig med repræsentationsproblematikker
handler om sociale og mellemmenneskelige relationer. Værket opstår, ved at deltageren
oplever det og indgår i det (ofte på lige fod med kunstneren), og det har derfor heller ikke
hverken specifikt udfald eller udseende. Det er ”en varighed, der skal føles, efterprøves, som
en åbning mod den ubegrænsede meningsudveksling” 26 . Overordnet trækkes der på et
performativt element i kunsten, hvilket demonstreres i hans hyppige brug af dramaturgisk
terminologi. Alle værkeksempler er ydermere nogle, som i særlig grad bruger det fysiske,
konkrete rum og menneskets krop som udgangspunkt for den omtalte meningsudveksling.
Han siger da også direkte, at ”[d]en relationelle æstetik indskriver sig i en materialistisk
tradition” 27 , om end kunstværkets form ”udstrækker sig hinsides dets materielle form” 28 og
altså opstår som udveksling mellem mennesker. Denne orientering imod det
mellemmenneskelige, det konkrete rum og subjektets erfaring viser det fænomenologiske
grundlag for hans teori. Hans kuratoriske udgangspunkt medfører tilmed en særlig interesse
for rummet men dog en, der begrænser sig til udstillingssammenhæng. Når det kommer til
definitionen af den æstetiske erfaring, synes kroppens materialitet tilmed overset, og de
relationer, der skabes er en abstrakt formulering af den fælles, intersubjektive betydning, der
skabes i den menneskelige handling. I handlingens navn forbinder han dog kroppen med
materialitet, for ”værk, der består af en middag, hvor man spiser suppe, [er] lige så materielt
som en statue” 29 . Således forstås formen ikke som en genstand, for der ”findes ikke former i
naturen, [...] thi det er vores blik, der skaber dem ved at skære dem ud i selve det synliges
tæthed. Den ene form udvikler sig af den anden”, og dette sker via subjektet og de
26 Bourriaud 2005: 13
27 ibid. 17
28 ibid. 20
29 Bourriaud 2005: 51
17