Speciale_publiceret

teknologiske dimension. Kontakten, som kunsten skaber mellem ’virkelighedsniveauer’, skal
vise sig også at kunne indbefatte teknologiens uoverskuelige informationsrum og
repræsentationer af virkeligheden.
Hvis vi skifter forskrækkelsen ud med fascination, findes der naturligvis en anden
teoretisk tendens, der netop beskæftiger sig med de nye medier som en enestående mulighed
for helt nye virkelighedsrum og betydningsdannelser. Men selv om disse teorier viser
interesse for menneskets omgang med teknologien, synes der omvendt at være tendens til, at
der her til en vis grad sker en afkobling af det materielle; nemlig brugerens (alias
deltagerens) krop og fysiske omgivelser. Lev Manovich er et eksempel på en sådan
medieteoretiker, der undersøger teknologiens æstetiske potentiale, men som orienterer sig
mod brugerens forhold til den ikke-materielle, virtuelle dimension. Meget symptomatisk
fokuseres der derfor også overvejende på computeren og skærmbilledet som udgangspunkt
for de interfaceproblematikker, der således bliver for orienterede mod det repræsentationelle
lag; billedet og det repræsenterede rum.
Lev Manovich og et nyt mediesprog
I forbindelse med computerens stigende plads i kunsten stiger også undersøgelsen af
interfacet, både ved at værkerne bliver mere interaktive men også ved højnet opmærksomhed
mod det at være menneske i en interfacekultur; en kultur, hvor vi konstant udveksler med og
er afhængige af computerteknologi. Undersøgelsen af interfacet har i den forbindelse tendens
til at begrænse sig til grænsefladen mellem menneske og computer (the human-computer
interface (HCI)), system og bruger – og altså ikke tekniske apparater i det hele taget. Dette
ses blandt andet i Lev Manovichs bog The Language of New Media, som er en af de centrale
udgivelser om nye, digitale medier og de medfølgende interfaceproblematikker. Manovich
definerer interfacet som en kulturel størrelse, der er påvirket af computerens måde at
organisere information på, og som titlen antyder, opfatter han derfor de nye medier som et
ganske særligt sprog, computerens bruger skal kunne forstå og kommunikere i.
Han præsenterer biografen (cinema) 33 som et sprog, der i særlig grad har påvirket de
kulturelle interfaces’ udseende og måder at organisere information på. Biografen defineres
som en arkitektonisk størrelse, der er organiseret rundt omkring en skærm, der fungerer som
skæringsflade for filmbilledets illuderede rum. Den rektangulære ramme er afgørende som
en traditionel billedramme, der indrammer det bevægelige og rumilluderende filmbillede. I
33 Med ’biograf’ menes der hele biografens konstellation, dvs. både biografrummet, biograflærredet og biograffilmen
(både mediet/formen/det levende billede og dets indhold). Han nævner også tekstsprog som indflydelse på computerens
sprog, men mine overvejelser vil hovedsageligt dreje sig om biografen. Vel vidende, at min oversættelse er en kende
forsimplende, vil jeg i forbindelse med biografen også inddrage ord som ’filmisk’ og ’kinematografisk’.
19