Speciale_publiceret

livagtighed og netop stiliseringen og afstivningen af værkrummet på repræsentationens
præmisser. Deltageren skulle nok interagere med værket men var på sin vis lige så bundet
som i biografen eller i de VR-miljøer, der, som Manovich pointerede, reducerede kroppen til
joystick. Ourslers værk kommenterer mediets reduktion af kroppen på en anden måde – dels
via biografpublikummets immobilitet og dels via den fragmenterede kropsfremstilling i
værket. Her vises kropsdelen afrevet som selvstændig genstand i værket, hvis manglende
lemmer vi tilføjer i vores bevidsthed. På den måde er kroppen også her virtuel – eller
immateriel – som noget, vi nærmer os via vores forestilling.
Det, der så adskiller Ourslers fremstilling af kroppen, er, at han bruger det
genstandsmæssige som kontrast, og dermed flytter fokus ud i det faktiske rum. Her slippes
både medie, maskine og deltager løs som elementer i værkets installation, og teknologi og
menneske er således ikke længere adskilt men overlapper i rummet. Billedet er bøjet om
formen, projektorens maskine blander sig i værket og deltageren må bøje og bruge sin krop
for at opdage værket til fulde. Værket blander også kunstgenrer og receptionsformer i en
performende kompleksitet, hvor selve mødet mellem alle værkets forskellige elementer
bliver den begivenhed, der skaber værket. Denne begivenhed er ikke en, der annullerer
betydning 87 , men en, som skaber samling mellem kontraster; hvor menneske og teknologi er
tilstede på samme tid, på samme præmisser i en samtale mellem materialitet og
immaterialitet, og som samtidig lægger op til overvejelse af den betydning, mødet medfører.
I forlængelse af disse receptionsæstetiske overvejelser er System for Dramatic Feedback
også en tematisering af det følelsesmæssige forhold mellem menneske og de nymediale
repræsentationer. Også titlen indikerer en dramatik, som kunne betegne menneskets reaktion
på den teknologiske systematisering af vores virkelighed og for det andet deltagerens
reaktion på installationens system af indtryk. Dette aspekt skal ikke berøres nærmere – det
skal blot nævnes kort, at det er udtrykt via alle de tre aspekter, som er gennemgået ovenfor:
for det første i biografpublikummets reaktioner på filmen, for det andet i ansigtsformernes
følelsesmæssige udbrud og for det tredje i deltagerens egen reaktion på værket. Også for
deltageren er det nemlig svært at undgå at blive påvirket af værket, fordi man dels bliver
kropsligt involveret i det og dels får sin sansningers korrespondance sat til debat via de
dissonerende og affektivt provokerende repræsentationer af kropsfragmenter. Hele vores
kropslige interageren med værkets teknologi aktualiserer altså også spørgsmålet om dens
87 Som det beskrives i Fischer-Lichte citatet (s. 14), er den performative vending indenfor kunst typisk noget, der gør op
med kunstværket som tegn og i stedet pointerer den kropslige handling som materiel værdi. Denne kunsttraditions brug
af Merleau-Ponty kan derfor også kritiseres for at afkoble den betydningstilskrivning, bevidstheden foretager igennem
kroppen. I de interfacediskuterende værker inkluderes den fulde fænomenologiske situation, dvs. inkl. konceptualitet.
49