Speciale_publiceret

Den nye teknologi temporaliserer et begivenhedsboom, som kan rumme flere ting på en
gang. Han introducerer i den forbindelse begrebet non-lieux; at supermodernitetens rum er
karakteriseret ved transittanken – både i kraft af udviklingen indenfor transport og
telekommunikation. Ikke-stedet er noget, der er præget af temporalitet og mangel på stedets
identitet, eks. lufthavne og motorveje. Det er noget, der relativerer stedet, tilhørsforholdet og
”démontrent la relativité des certitudes inscrites dans le sol” 105 På sin vis kan man kalde
Internettet for et gyldent eksempel på et sådant ikke-sted; for her er jordens materie, rummets
grænser og genstandens håndgribelighed ophævet. Det er et rum, der på sin vis eksisterer i
sig selv, om end afhængigt af materiel reference og opkobling. Dog må vi netop huske på
den materielle reference, forbindelsen til virkeligheden, som en uundgåelig pointe i
interfacedefinitionen. Internettet er jo netop et netværk, der er forbundet til bestemte steder i
verden, forskellige punkter, og skal det betragtes som sted, må det være dets brugerstyrede
ophold, dets punkter (eks. hjemmesider). Også brugeren af Internettet markerer en materiel
forankring, et ophold og en styring af Internettets forbindelser. For brugeren er opholdet
visuelle linkmarkører på skærmen og vores kropslige fornemmelse af klik på musen, vores
plads foran computeren eller det rum, der transmitteres. Dertil kommer altså den udvidede
forståelse af Hansens bodily spacing; at vores fænomenologiske situation indebærer en
bevidsthed om geografisk bevægelse og placering, og at vi trækker på denne erfaring i
forestillingen af rum. Vi har at gøre med en abstrakt rumdannelse, et netmetafor, som vi
formår at forholde os til igennem fysisk erfaring.
Tavse kroppe
Trods en favnen af Interfacets kontrastforhold mellem menneske og teknologi og en
anerkendelse af det teknologisk genererede rum, fornemmer man dog samtidig en slags tavs
demonstration imod Internettet som sprogligt informationslager. Denne demonstration
foregår også via kroppen og har kroppen som budskab.
Samtidig med Internettets overvældende visuelle materiale, er det også et uendeligt
informationsrum af sprog og betydning. I forestillingen bruges sproget godt nok i Markørens
Monolog, men dette sprog høres kun af os i kælderrummet. Ser man forestillingen på
Internettet vil transmitteringen af begivenheden være to tavse billeder, hvor det eneste, man
ser, er de agerende kroppe, beskåret i et rum, man ikke overskuer. På den måde bruges det
kodede informationsrum til at sende en tavs meddelelse om kroppe, der bevæger sig, og
kroppen bliver en pointe i sig selv. Godt nok er disse kroppe til stede via billedet, men som
publikum har man bevidstheden om, at de har reference til en konkret kødelighed og et
105 Augé 1992: 148
64