Bevidsthedsudvidelse - Nebula

er skuespillet vokset hinsides både tragedie og farce. Hvis
det endelig var, ville dette samfund så overhovedet være en
revolution værd?
Hansen Det fører mig videre til et andet punkt. Jeg kan
huske, at du spurgte Bolt, hvorfor han ikke gennemførte en
mere regulær kapitalkritik. Og her har vi måske svaret: Det
ville forudsætte en slags stiltiende accept af de givne struk-
turer og deres produktionslogik, hvilket højst sandsynligt
ville umuliggøre det afgørende brud.
Michaelsen Som situationisterne sagde, at man aldrig skal
arbejde, kunne man sige, at man aldrig skal realisere noget.
Hansen Men du bemærkede over for Bolt, at han histo-
risk havner i en mere eller mindre melankolsk synkronisme,
hvor nålestiksaktioner i uendelig gentagelse erstatter den
tidligere hegeliansk-teleologiske tillid til historiens Store
Resultat. Der hverken kan eller skal opnås noget, men en
anden verden er hele tiden en mulighed. Du spurgte vist,
hvorfor Aristoteles fuldstændig var forsvundet fra den histo-
riske sekvens, eller noget i den retning.
Michaelsen Jeg hæftede mig ved projektets bærende
politisk-metafysiske ontologi. Det kan virke, som om den
optimistiske sekvens Aristoteles-Hegel-Marx bevidst for-
trænges til fordel for en manikæisk opstilling uden historisk
retning og undertiden også med udviskning af visse nuancer.
Og man kunne fristes til at tro, at der ikke mindst ligger en
lystgevinst i denne pessimisme. I hvert fald er det ikke uden
videre nødvendigt at være pessimist, selv ikke under de
nuværende forhold. Negri og Hardt kunne være et modek-
sempel. Hos dem ndes rent faktisk en tillid til de objektive
betingelsers udvikling og dermed en positiv motivation for
historisk forandring. Vi behøver ikke at leve i den uendelige
udskydelse, revolutionen er teknisk mulig.
Hansen Men ville du hævde, at udtalt kritik af
det historiske formål ville være mere værdifuld end
144