Bevidsthedsudvidelse - Nebula

allerede i 1990’erne – og ikke først efter 9/11, som Bolt argumente-
rer for – så småt populært at forstå det, som Mikkel Bolt beskriver
som “suverænen”. Det blev allerede på det tidspunkt væsentligt
at forsøge at forstå, hvor grænsen egentlig går mellem disciplin og
kontrol, og især hvorfor parlamentarisk demokrati og totalitarisme
ikke kan forstås som historiske og politiske modsætninger, men
snarere fungerer som gensidige forudsætninger. Dette forhold
lod sig glimrende belyse gennem kunsthistorien, bl.a. i den nok så
velkendte fortælling om, hvordan den radikale avantgardes totali-
tære sværmerier i kunsten blev rekupereret af amerikanske insti-
tutioner i efterkrigstiden. Nu som politisk symbol for demokratisk
og liberalistisk frihed. Denne form for historieskrivning viste sig i
øvrigt ikke blot at knytte sig til amerikanske efterkrigsinstitutio-
ner, men også europæiske, f.eks. det danske Louisiana.
I det hele taget blev det væsentligt at forstå, hvordan det
totalitære manifesterer sig i det parlamentariske, det suveræne
i det demokratiske. Hvis man mener, at den trio- eller multilek-
tiske analysemodel for samfundsdannelsen efter den borger-
lige revolution, som Michel Foucault, Gilles Deleuze, Negt &
Kluge eller Hardt & Negri tilbyder, er tilstrækkelig til at forstå
det samfund vi lever i og de modstandsformer, det genererer,
er der sådan set ikke nogen grund til at undre sig over suveræ-
nens tilstedeværelse i et parlamentarisk demokrati, som Bolt
synes at gøre. Kontrolsamfundsanalysen er evolutionær – både
suverænen og disciplinærsamfundet lever videre, også i kon-
trolsamfundet, om ikke andet så i hvert fald i symbolsk form:
suverænen overlever globalt gennem medierne, som Bolts også
viser med Irakkrigen og den amerikanske præsident, lokalt
gennem forskellige institutioner.
Skal man betragte suverænen i en mere kunstfaglig end
storpolitisk sammenhæng kunne man nævne den institution,
som lagde ramme til seminaret om Bolts bog: Det Kgl. Danske
Kunstakademi. Akademiet er netop sanktioneret af en tidligere
suveræn: Kongehuset, som i dag kun overlever som en sym-
bolsk institution i et ellers parlamentarisk demokrati. Denne
symbolske suveræn, som vi også kan vælge at kalde Akademiet,
har udadtil ikke noget med den udøvende magt at gøre. Denne
symbolske suveræn har altså ingen magt over den politiske und-
tagelsestilstand i den Carl Schmittske forstand. Alligevel har den
156