Bevidsthedsudvidelse - Nebula

en art sikkerhedens ambivalens. Hvor frygten og lovens undtagel-
seskarakter rækker mod håndhævelse og indskrænkning af ret-
tigheder og friheder gennem intensiveret styring og påvirkning,
rækker statistikken og noget af politiets arbejde mod en mere
smidig og laissez faire-agtig styring, der ser friheden som et gode.
Vi har altså at gøre med et dispositiv, der på den ene side sætter
frihed og cirkulation højt, men samtidig sætter ind i særlige zoner,
hvor friheden og cirkulationen suspenderes. Visitationszonen er
derfor et net af forskellige former for identiceringer og undersø-
gelser af byens kriminelle, usikre og utrygge zoner, og indsatser,
hvor politiet og undtagelsesloven sætter ind med intensiv styring.
Sikkerhedsdispositivet er et styresystem, der henviser til trusler
mod frihed og demokrati, idet den selv indskrænke friheder og
rettigheder. Sikringen af frihed knægter friheden.
Man kan derfor opfatte sikkerhedsdispositivet og i særdeles-
hed visitationszonen som en del af antioprørsregimets sociale
teknologier. Visitationszonen har ingen ambition om at håndte-
re hele det sociale legeme. Det vigtige er bare at håndtere krisen
og uroen, hvor den ndes. En art brandslukning, hvor politi og
militær farer fra oprør til oprør eller uro til uro og håndterer de
tilbagevendende sikkerhedsproblemer. Dette sker uden inten-
tionen om at genoprette normaltilstanden. Som Agamben skri-
ver i forlængelse af Walter Benjamin, er undtagelsestilstanden
blevet normen. Det er udgangspunktet for magten i dag. Den
ved godt, den ikke længere kan håndtere det sociale legeme, der
er på randen af opløsning. I den situation er opgaven at styre det
kaos, samfundet er blevet til. Og henvisningen til de allesteds-
nærværende trusler giver en række muligheder for suveræn
magtudøvelse, som det normale rettighedsrum ikke giver.
Prognose: Dusørjægerens fremkomst
“Når man udarbejder en diagnostik, åbner man samtidig for en
prognose; man peger på mulige fremtidige forløb, vi allerede er
i færd med at realisere, og omvendt hvilke erfaringer, vi er ved
at lægge afstand til.” 18 Det deskriptive diagnostiske element har
en kritisk dimension i den forstand, at det forsøger at tegne en
prognose. En prognose der kan blive genstand for diskussion.
At aftegne eller beskrive systematiske anordninger og organi-
seringer af det sociale, som dispositivanalysen muliggør, er et
168