Bevidsthedsudvidelse - Nebula

og det er en længere historie, som har at gøre med den gradvise
ophævelse af den kristne urmenigheds imitationsaskese og en
instrumentalisering af det paulinske pistis-begreb: De første
kristne var således vendt mod det netop opståede messianske
brud, dvs. var vendt bagud mod et forbillede, som endnu virkede
ved sin aktualitet, dvs. at idé og idealitet var forbundet og dog i
krise, en grundlæggelseskrise måske. For det er ikke illusions-
rummet eller abstraktionen mellem idé og ideal, der er noget i
vejen med; det er kun et spørgsmål om, hvordan de bruges: Ideer,
idealer og projekter må naturligvis kvaliceres ud fra deres ind-
hold og evt. deres konceptuelle inkarnationer; 34 det var dette spil
samt uviljen mod inkarnationerne, der bar den gnostiske dis-
sidens. Som Jacob Taubes har påvist, så går meget af denne dis-
sidens igen, især inden for nihilismen. Men også inden for en del
af Dada, eksempelvis Hugo Ball og Marcel Duchamp; og opgøret
med inkarnationerne bærer som en teologisk understrøm den
del af abstraktionen, der er rettet mod totalitet – eksempelvis
Malevic og Mondrian – og som udgør modpolen til den spiri-
tualistiske indlæggelse af kunstnerisk intentionalitet i værket i
form af dikotomien krop/sjæl, der ophæves i gestus’ fysik. Alle
æstetiske teorier, der satser på det ydende, fra Deleuze og
Guattaris begærsstrømme til Fluxus, har et mellemværende
med en sådan spiritualisme, i mere eller mindre aedt form.
Deleuze har det således gennem Bergson, og Beuys gennem
Steiner. Modsætningen til den habermasianske satsning på kom-
munikativ handlen bliver her indlysende; i sit forsøg på at for-
svare “den relationelle æstetik” fremmaner Nicolas Bourriaud i
sit 2005-forord til Postproduction denne modsætning og lægger
afstand til enhver Fluxus-analogi som en “prædetermineret”
34 F.eks.: Den marxistiske idé er proletariatets diktatur; det marxistiske
ideal er den internationale revolution, og det marxistiske projekt er
samfundet uden penge og uden stat. Eller den kristne variant: Her
er ideen den skabende gud, idealet den frelsende menneskesøn, og
projektet det paradisiske himmelrige. Inkarnationerne er så hhv. det
kommunistiske parti og den lige så “vikarierende” kristne kirke. Under
den tyske revolution var dissidenternes parole: “Die Revolution ist
keine Parteisache”. Vendt både mod SPD og USPD og senere mod KPD.
Alle vækkelsesbevægelser har mere eller mindre udtalt haft den paral-
lelle parole: “Frelsen er ingen kirkesag”.
35