Bevidsthedsudvidelse - Nebula

disse oplevelser instrumentaliserer (Kant siger “bruger”) sindets
evner, men den får også tilspidset konikten mellem den abstrak-
te synteses grænser (det matematiske) og en illusionslignende
idé om sikkerhed (det dynamiske). Grænsekonikten mellem
abstraktion og illusion, som er styrende for modsætningen mel-
lem koncept og rum, er også kendt fra den lososk søgende del
af kunstavantgarderne, dvs. futurister, dadaister, suprematister,
neoplasticister og surrealister. Og det kritiske anliggende, disse
avantgardebevægelser er ude i, tydeliggør i sidste eller næstsidste
instans en ontologisk vanskelighed: at skabe ophør i magten, og
magten udelukker skabelse (jf. anden del). Den nævnte vanske-
lighed har frembragt ere nihilistiske hypoteser, der på forskellig
måde forsøger at omgå vanskeligheden ved at ty til den inderlige
forpligtigelse, dvs. til en etisk streng, hvad allerede Kant havde
set i sin æstetik. Den inderlige forpligtigelse kan bestå i at skulle
udtrykke det negative ved det ontiske ‘alligevel’, multidevierende,
svagt-stærkt eller ubønhørligt muntert i en humanitetskritik som
hos Nietzsche. Men den samme inderlige forpligtigelse kan også
skrue op for det etiske som ‘egentlig’ human anstrengelse ‘trods
alt’, hvorved den kommer til at bygge på en kritisk og protoabsur-
distisk accept af det vilkårlige som hos Camus. Løsningen kom-
mer med andre ord til at bestå i at kunne fremskrive forskellige
udgaver af det autentiske, benytte forskellige autenticerende
stilarter. Og disse stilarter lader sig nære lige så vel af en hån over
for illusionen som af en følelse af nåde i illusionen. Det autenti-
ske når derved “hinsides” løgn og sandhed, men må stoppe ved
kunsten, i den kunstneriske frembringelse, der ikke har nogen
heuristisk glæde af noget “alligevel” eller “trods alt”. Denne me-
taetiske, men ikke nihilismebekræftende opfattelse af kunstens
domæne som refugium udgør det bedste argument for kunstens
autonomi, uanset om dets “selvsving” tager form af hjemsøgelse,
som hos Baudelaire, eller af hemmelighed, som hos Duchamp:
plage og fortrolighed under alle omstændigheder. Samtidig må
det ikke glemmes, at det fatalistiske arguments “alligevel” el-
ler “trods alt” er blevet nedlagt sammen med Auschwitz. Et “al-
ligevel” eller et “trods alt” efter april 1945 vil altid skulle give en
eller anden historielososk berettigelse til udryddelsens lejre
og dermed godtgøre, at jøder og romaer ikke er døde “forgæves”.
Det sidste kan kun give nationalsocialismen en negativ historisk
14