IP Monopolet.dk: tidsskrift for international politik

For det andet, at nye aktører er blevet aktiveret,
for hvem legitimitet forudsætter inddragelse. Og
for det tredje giver denne nye sammenhæng mellem
emner anledning til at stille grundlæggende
spørgsmålstegn ved regimets egnethed. Det,
der skal styres er simpelthen under forandring.
“At noget må ændres, skriger på
dette tidspunkt til himlen”
Et skridt tilbage, tre tigerspring frem
Løsningen bliver at aktivere EU’s institutionelle
infrastruktur. I en akut, pragmatisk håndtering
laves et provisorisk regime, der intensiverer
samarbejdsgraden til en stærkt bindende form.
Her udvider man regimets formålsbeskrivelse fra
det snævert afgrænsede spørgsmål om flysikkerhed
til en målsætning om at maksimere åbent
luftrum. På kort sigt er dette regimets bedste kort
til at tage hensyn til den nye forbundethed og begrænse
de negative følgevirkninger mest muligt.
Der er dog gjort uoprettelig skade på det
oprindelige regime. Dets formål, aktører og
virke viste sig for snævert afgrænset til at
håndtere den nye situation, og en proces mod langsigtede
strukturelle ændringer skydes hurtigt i gang.
Her fører de etablerede forbindelser mellem emner
til en redefinering af det styrede. På et Ministerrådsmøde
d. 4. maj 2010 træffer man en beslutning,
der grundlæggende ændrer hvad, hvor og af hvem
der skal styres. På den europæiske arena integreres
emnerne og de indlemmes i en totalregulering med
supranational styring. I praksis betyder det blandt
andet, at man nedlægger landegrænserne og fremover
har ét europæisk luftrum, hvad omstændighederne
dog tillader at gå noget ubemærket hen.
Med overgangen fra et løst bindende mellemstatsligt
samarbejde til en fremtidig supranational
styring, bliver der også en ny plads til de civile
aktører. Hvor man før ikke ydede regimet retfærdighed
ved at kritisere dets snævre aktøradgang, skal
det fremover stå mål med legitimitet for både inddragelse
på input-siden og resultater på output-siden.
De civile aktører er begge steder at finde og er på den
europæiske arena anerkendt som aktører med ret til
at blive hørt.
En naturlig integration
Katastrofen accelererer dermed en europæisk
integrationsproces. Ved at binde emner sammen,
som hidtil tilhørte adskilte reguleringssfærer, skabes
der ad – bogstaveligt talt – naturens vej et genstandsfelt
for styring, der ifølge teoretiske opskrifter kræver
en koordineret styring, som kun internationale organisationer
kan løfte. Med et slag skabes rammer,
som selv ihærdige tilhængere af europæisk integration
under andre omstændigheder kunne have
brugt et årti på at samle opbakning til. Og askekyen
markerer sig i den politolgiske historie ved at demonstrere,
at naturkatastrofer med deres akutte karakter,
vidtrækkende konsekvenser og store omfang kan
bane vej for ellers uhørt international institutionalisering,
re-organisering af myndighedsområder og
endda suverænitetsafgivelse. For funktionalistiske
integrationsteoretikere er det en kabale, der går
op; Et nyt behov for international styring imødekommes
gennem europæisk integration. Hvad der
var flybranchens værste mareridt kan dermed blive
en ny yndlings-case for den funktionalistiske klike.
Semine Lykke Brorson. Er statskundskabs studerende
ved Københavns Universitet. Artiklen er baseret på
en eksamensopgave i faget international forvaltning.
Tema / Udgave 10 / ipmonopolet.dk / tidsskrift for international politik
Side 17