IP Monopolet.dk: tidsskrift for international politik

Med optagelsen af Cypern og Malta ved Øst-udvidelsen
i 2004, cementerede EU samtidig sin rolle
i Middelhavet. EU har haft et længerevarende samarbejdsprogram
med middelhavslandene, siden man
i 1995 etablerede den såkaldte Barcelona-proces,
der sigtede på at fremme gode forhold til landene og
støtte politiske og økonomiske reformer i området.
Dybest set har naboskabspolitikken til hensigt at opnå
den samme forandring i Østeuropa og langs Middelhavskysten,
som Syd- og Centraleuropa har gennemgået
siden de ophørte med at være diktaturstater.
EU er således blevet en vigtig politisk spiller i forhold
til sine nabolande. I 2004 iværksattes en ambitiøs
europæisk naboskabspolitik, der skal strømline dette
og arbejde for de ønskede forandringer i politisk og
økonomisk henseende, såvel som mere kulturel og
social udveksling. Det skal samtidig ses i den strategiske
optik, at EU-landenes egen sikkerhed afhænger af, at
nabolandene medvirker til at håndtere udfordringer
såsom organiseret kriminalitet, ulovlig indvandring,
terrorisme og forskellige lokale og regionale konflikter.
I den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003
hedder det for eksempel, at det er i Europas interesse
at nabolandene er ”well-governed”, og at det derfor
er målet at ”promote a ring of well-governed countries
to the East of the European Union and on the
shores of the Mediterranean”. I den forstand udgør
naboskabspolitikken en slags ”blød” sikkerhedspolitik.
”EU er således blevet en vigtig politisk spiller
i forhold til sine nabolande”
Den europæiske naboskabspolitik
Den europæiske naboskabspolitik blev lanceret i 2004
og udgør EU’s hidtil mest ambitiøse politik i forhold
til Østeuropa og Middelhavslandene (idet Balkanlandene
og Tyrkiet er omfattet af andre aftaler i kraft
af at være kandidatlande eller tættere på medlemskab).
Formålet er at understøtte demokratiske og
økonomiske reformer i de pågældende lande, såvel
som praktisk samarbejde om fælles sikkerhedstrusler
og bekymringer, herunder konfliktløsning, energiforsyning,
organiseret kriminalitet, menneskesmugling
og antiterrorisme. På et mere overordnet plan er naboskabspolitikken
motiveret af ønsket om at undgå
at der blot skabes nye skillelinjer i Europa mellem EU-
og ikke-EU medlemmer til erstatning for dem, som
Øst-udvidelsen nedbrød.
Udviklingen sker i praksis primært på bilateralt plan
imellem det enkelte land og EU. Ved at indgå i den
europæiske naboskabspolitik erklærer de pågældende
lande deres principielle tilslutning til et fælles værdigrundlag
og målsætninger. Herudfra udfærdiger Kommissionen
en landerapport på baggrund af en konkret
vurdering af behov og muligheder. Dernæst aftales i
fællesskab en handlingsplan, som udspecificerer en
række indsatsområder, der skal implementeres med
EU-støtte og løbende evalueres af en EU-komite. Hver
handlingsplan er således tilpasset landets specifikke
forhold. Herudfra kan gennemføres en lang række forskelligartede
programmer, der falder indenfor naboskabspolitikkens
overordnede mål, lige fra ungdomsudveksling
og kulturelt samarbejde til bedre styring af
vandreserver, visa-undtagelser, god regeringsførelse
og demokratiudvikling. Ideen er, at man med en
fælles naboskabspolitik kan følge en overordnet strategisk
tilgang, samtidig med at denne tilpasses lokale
forhold. Naboskabspolitikken finansieres ud fra en
pulje på 12 milliarder euro over perioden 2007-12 i
det såkaldte Instrument for Partnerskab og Naboskab.
Det svarer til en forøgelse på 32 % i forhold til EU’s
tidligere økonomiske hjælpeprogrammer i nabolandene.
Desuden tilbyder EU bedre adgang til det Indre
Marked og teknisk assistance. Dertil kommer, at
den Europæiske Investeringsbank yder lån i samme
størrelsesorden til konkrete investeringsprojekter.
Naboskabspolitikken er en forholdsvis ny politik
med en meget ambitiøs målsætning. Kommissionens
eva-luering fra 2006 viste, at det især havde
knebet med at bidrage til reformer i demokratisk
og politisk henseende. Resultaterne må dog ses i
de rette proportioner. Budgettet for Instrumentet
for Partnerskab og Naboskab er på omtrent 2 milliarder
euro om året, fordelt på over 10 lande med
et samlet indbyggertal i omegnen af 150 millioner.
Da EU med naboskabspolitikken kun kan tilbyde
økonomisk støtte og ikke et medlemskabsperspektiv,
er mængden af den ydede støtte afgørende
for, hvor meget indflydelse der kan vindes.
Udblik / Udgave 10 / ipmonopolet.dk / tidsskrift for international politik
Side 31