Hindunationalisme efter Ayodhya Ayodhya-kontroversen repræsenterede hindunationalismens endelige gennembrud på den indiske politiske scene. Den hindunationalistiske bevægelse har sit udspring i den militante græsrodsorganisation Rashtriya Svayamsevak Sangh (RSS), som blev dannet i 1920erne – inspireret blandt andet af den italienske fascisme. Men efter en RSS-tilhænger i 1948 kom afsted med at skyde og dræbe landsfaderen Mahatma Gandhi, blev RSS først <strong>for</strong>budt og tilbragte senere mange årtier i skyggen som en græsrodsorganisation uden nævneværdig indflydelse på national <strong>politik</strong>. I tillæg til RSS består bevægelsens ’familie’ af organisationer af Verdens Hinduråd Vishwa Hindu Parishad (VHP), af den voldelige ungdomsorganisation Bajrang Dal og ikke mindst af det politiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) - det Indiske Folkeparti. ”Målet med at bruge vold som politisk strategi var primært yderligere at polarisere <strong>for</strong>holdet mellem hinduer og muslimer” I årene op til og umiddelbart efter ødelæggelsen af Babri-moskeen oplevede BJP en massiv stigning i vælgertilslutning, og det var tydeligt, at man med Ayodhya havde fundet en virkningsfuld symbolsk mobilisator, som kunne veksles til politisk støtte. Ved at gøre religiøs identitet til et politisk anliggende og ved at spille på den ’historiske uretfærdighed’, som muslimerne i århundreder havde begået mod hinduflertallet, <strong>for</strong>måede man at få mange indiske vælgere til at stemme ud fra deres personlige religiøse hinduidentitet. Og ved at fremhæve antagonismen mellem hinduer og muslimer som den altoverskyggende politiske modsætning, havde man ligeledes held med at tilsløre, at identitetskategorien ’hindu’ i realiteten er yderst heterogen: en velhavende jordejer fra den brahminske højkaste har <strong>for</strong> eksempel meget lidt til fælles med en fattig og jordløs uberørbar; og en nordindisk hindu har sjældent hverken sprog eller religiøs praksis til fælles med en sydindisk ditto. Vold som politisk strategi For at <strong>for</strong>stærke fjendskabet mellem religiøse grupperinger producerede BJP i kølvandet på Ayodhya en mængde historiske bøger, pamfletter og artikler, hvor man fremstillede muslimer som tempelødelæggere, som med sværd eller list tvangskonverterede hinduer til islam. Man gjorde også larmende og kontroversielle symbolsager, som eksempelvis Ayodhya og Kashmir, hvor hinduerne udgør et mindretal, til nogle af sine politiske kernesager. Og man iscenesatte og gennemførte, med hjælp fra bevægelsens kampklare fodsoldater, en serie af voldelige optøjer mellem hinduer og muslimer. I praksis havde disse ’optøjer’ dog mest karakter af progromer udført af hinduer og rettet mod muslimer, ofte med administrationens og politiets stiltiende accept eller aktive bistand. Den hindunationalistiske retorik havde tydeligvis appel langt ind i Indiens ellers <strong>for</strong>modede sekulære bureaukrati og statsapparat. Målet med at bruge vold som politisk strategi var primært yderligere at polarisere <strong>for</strong>holdet mellem hinduer og muslimer. Men andre steder <strong>for</strong>måede hindunationalisterne uden større problemer at udvide deres fjendebillede til også at indbefatte andre ’fremmede’ minoriteter som fx kristne; eller man fremhævede den dekadente vestlige kultur som en trussel mod hinduernes kulturelle og religiøse liv. Det var således ikke et sjældent syn at se <strong>for</strong>retninger, der, ved at sælge valentinskort og blomster, <strong>for</strong>mastede sig til at fejre Valentine’s Day, få sine butikker smadret af hindunationalistiske aktivister. Og strategien så ud til at virke: i 1996 gjorde indiske vælgere BJP til landets største parti. BJP dannede en koalitionsregering, men måtte sande, at man kun kunne holde sammen på tropperne i sølle 13 dage, <strong>for</strong>di man med sin aggressive retorik og anti-muslimske holdninger skræmte mange potentielle regeringspartnere væk. Den stærkt anti-muslimske og voldelige hindunationalisme havde bevist sin mobiliseringskraft, men også sin begrænsning. ”Den stærkt anti-muslimske og voldelige hindunationalisme havde bevist sin mobiliseringskraft, men også sin begrænsning” <strong>tidsskrift</strong> <strong>for</strong> <strong>international</strong> <strong>politik</strong> / ipmonopolet.<strong>dk</strong> / Udgave 10 / Ip-Horisont Side 50
Valgplakat fra det politiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) fra valget i 2004. Foto: Soman Ip-Horisont / Udgave 10 / ipmonopolet.<strong>dk</strong> / <strong>tidsskrift</strong> <strong>for</strong> <strong>international</strong> <strong>politik</strong> Side 51
Change language