IP Monopolet.dk: tidsskrift for international politik

Hindunationalisme efter Ayodhya
Ayodhya-kontroversen repræsenterede hindunationalismens
endelige gennembrud på den indiske
politiske scene. Den hindunationalistiske bevægelse
har sit udspring i den militante græsrodsorganisation
Rashtriya Svayamsevak Sangh (RSS), som blev dannet
i 1920erne – inspireret blandt andet af den italienske
fascisme. Men efter en RSS-tilhænger i 1948 kom afsted
med at skyde og dræbe landsfaderen Mahatma
Gandhi, blev RSS først forbudt og tilbragte senere
mange årtier i skyggen som en græsrodsorganisation
uden nævneværdig indflydelse på national politik.
I tillæg til RSS består bevægelsens ’familie’ af
organisationer af Verdens Hinduråd Vishwa Hindu
Parishad (VHP), af den voldelige ungdomsorganisation
Bajrang Dal og ikke mindst af det politiske parti
Bharatiya Janata Party (BJP) - det Indiske Folkeparti.
”Målet med at bruge vold som
politisk strategi var primært yderligere
at polarisere forholdet mellem
hinduer og muslimer”
I årene op til og umiddelbart efter ødelæggelsen
af Babri-moskeen oplevede BJP en massiv stigning
i vælgertilslutning, og det var tydeligt, at man med
Ayodhya havde fundet en virkningsfuld symbolsk
mobilisator, som kunne veksles til politisk støtte. Ved
at gøre religiøs identitet til et politisk anliggende og
ved at spille på den ’historiske uretfærdighed’, som
muslimerne i århundreder havde begået mod hinduflertallet,
formåede man at få mange indiske vælgere
til at stemme ud fra deres personlige religiøse hinduidentitet.
Og ved at fremhæve antagonismen mellem
hinduer og muslimer som den altoverskyggende
politiske modsætning, havde man ligeledes held
med at tilsløre, at identitetskategorien ’hindu’ i realiteten
er yderst heterogen: en velhavende jordejer
fra den brahminske højkaste har for eksempel meget
lidt til fælles med en fattig og jordløs uberørbar; og
en nordindisk hindu har sjældent hverken sprog eller
religiøs praksis til fælles med en sydindisk ditto.
Vold som politisk strategi
For at forstærke fjendskabet mellem religiøse grupperinger
producerede BJP i kølvandet på Ayodhya
en mængde historiske bøger, pamfletter og artikler,
hvor man fremstillede muslimer som tempelødelæggere,
som med sværd eller list tvangskonverterede
hinduer til islam. Man gjorde også
larmende og kontroversielle symbolsager, som
eksempelvis Ayodhya og Kashmir, hvor hinduerne
udgør et mindretal, til nogle af sine politiske kernesager.
Og man iscenesatte og gennemførte, med
hjælp fra bevægelsens kampklare fodsoldater, en
serie af voldelige optøjer mellem hinduer og muslimer.
I praksis havde disse ’optøjer’ dog mest karakter
af progromer udført af hinduer og rettet mod
muslimer, ofte med administrationens og politiets
stiltiende accept eller aktive bistand. Den hindunationalistiske
retorik havde tydeligvis appel langt ind
i Indiens ellers formodede sekulære bureaukrati og
statsapparat. Målet med at bruge vold som politisk
strategi var primært yderligere at polarisere forholdet
mellem hinduer og muslimer. Men andre steder
formåede hindunationalisterne uden større problemer
at udvide deres fjendebillede til også at indbefatte
andre ’fremmede’ minoriteter som fx kristne;
eller man fremhævede den dekadente vestlige kultur
som en trussel mod hinduernes kulturelle og
religiøse liv. Det var således ikke et sjældent syn at
se forretninger, der, ved at sælge valentinskort og
blomster, formastede sig til at fejre Valentine’s Day,
få sine butikker smadret af hindunationalistiske aktivister.
Og strategien så ud til at virke: i 1996 gjorde
indiske vælgere BJP til landets største parti. BJP
dannede en koalitionsregering, men måtte sande, at
man kun kunne holde sammen på tropperne i sølle
13 dage, fordi man med sin aggressive retorik og
anti-muslimske holdninger skræmte mange potentielle
regeringspartnere væk. Den stærkt anti-muslimske
og voldelige hindunationalisme havde bevist
sin mobiliseringskraft, men også sin begrænsning.
”Den stærkt anti-muslimske og voldelige
hindunationalisme havde bevist sin mobiliseringskraft,
men også sin begrænsning”
tidsskrift for international politik / ipmonopolet.dk / Udgave 10 / Ip-Horisont
Side 50