agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

tælles, regnes, spilles bold, drilles, grædes, grines - og en skønne dag
skal man så konfirmeres og udskrives. Sidste dag i skolen er ligeså skelsættende
som første. Nu begynder ungdomsårene, igen et nyt livsafsnit.
I ni skoleår er barnesindet blevet præget af tre hovedgrupper: hjemmet,
skolen og familien, naboer, legekammerater samt landsbysamfundet.
Hvem af dem, der har sat de dybeste præg, viser sig først, når barnet
viger for at blive ung, voksen og selvstændig.
Billedet med sædemanden er ofte brugt om disse underfulde veje, ad
hvilke det ene slægtled videregiver åndelige og sjælelige værdier til det
næste slægtled. Skolens undervisere sår deres ord, det ligner sæden.
Noget gror, meget glemmes. I hjemmet foregår det samme. Uden for
hjemmet og skolen modtager barnesindet også store mængder af ord.
Ordene kan harmonere, eller de kan skygge for hinanden. Først den
voksne afslører, hvad der spirede og groede og gav baggrund for den
bestandige vælgen og vragen, som livet kræver. I dette spil har hjemmet
den største indflydelse i langt de fleste tilfælde.
Vi mindes festlige stunder fra deltagelse i konfirmationsfester og bryllupper.
Og vi mindes glade stunder, når gamle elever fik nye verdensborgere.
Og ikke mindst mindes vi, når mødre og fædre, der selv havde
gået hos os i skolen, kom med deres børn til indskoling. Så var næste
generation på vej. Vi var en slags bedsteforældre.
Når jeg ser på et skolebillede fra disse år, så ser jeg et spejlbillede af
grænselandets forunderlige vilkår: Nogle er flyttet til andre egne af Sydslesvig,
nogle bor i Danmark eller er taget sydpå. Mange bor stadig i Agtrup,
flere af dem er dansksindede, men nogle har lagt afstand til det danske.
Der er det altså andres sædekorn, andres åndelige ord, der har slået
rod og er vokset. Detkan endog være en søskendeflok, der har delt sig nationalt,
skønt man skulle tro, at de havde været under samme indflydelse.
Udviklingen inden for skolevæsnet efter Anden verdenskrig har selvfølgelig
også kastet vor lille skolebåd i Agtrup ud i oprørte vande en
gang i mellem. Vi fik en retsskrivningsreform i Danmark 1948. De store
bogstaver for navneord gled ud. Og det gamle dobbelt aa blev erstattet
af bolde å, efter nordisk forbillede. Det var på høje tid.
Den korporlige afstraffelse blev afskaffet i skolen. Et stort fremskridt
syntes de fleste. Ikke alle, heller ikke alle forældre kunne finde ud af,
hvorledes disciplinen kunne overleve uden dette ældgamle, "probate"
middel. Utallige er de historier fra både hjem og skole, der omtaler kløene,
man fik som barn. Ikke mindst hørte vi mange historier fra de overfyldte
tyske skoleklasser, hvor man syntes, at en lærer ikke duede, når
61