agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

var ude med barnevognen. Vi kunne også sanl1e granris i Karlum skov.
Men så skulle der organiseres hestevogn og nogle hjælpende hænder.
Det lykkedes et par gange.
En gang havde vi et stort håndboldstævne på en græsmark lige uden
for vor dør. Det nye og spændende lille spil trak mange unge til. Det var
godt nok en noget ujævn bane, der først måtte renses for køernes efterladenskaber.
Vort lille køkken var fyldt op af dommere og andre tørstige
sjæle hele dagen.
En anden gang vågnede jeg midt om natten. Det VaJ' Heinrich Christiansen,
gårdejeren, der med hviskende stemme sagde: "De løffe derue"
(de løber derude). Da jeg endelig fattede, at det var tyve på loftet lige
uden for vor dør til høloftet, kom jeg ud af sengen i en fart. Vi bevæbnede
os med et par stokke og så i det svage måneskin et par mænd forsvinde
over marken. Vi forsøgte at indhente dem, men fandt bare et par
saltede skinker, som de havde lettet sig for under flugten. Min kones
gode støvler var væk og nogle andre småting. Vi meldte det til vor gode
ven "vagtmesteren". Men der skete ikke noget i denne sag før to år efter.
Agtrup danske forening skulle på besøg til en vennekreds i Danmark.
På Padborg station blev jeg pludselig kaldt til kontoret. Jeg havde et par
dage i forvejen fået en tilsigelse til den engelske militærret i Flensborg.
Nu havde de ad mystiske veje fundet ud af, at jeg rejste ud af landet. Da
jeg forsikrede, at jeg nok skulle være på pletten mandag morgen, kunne
jeg rejse videre.
Mandag VaJ' jeg på pletten - og vi sad hele dagen uden at komme for.
Næste dag måtte vi også vente forgæves i det lille værelse uden for retssalen.
Først tredie dag kom vi ind for at deltage som vidner i dette skuespil,
hvis hovedpersoner var en engelsk dommer med paryk og en polsk
tyveknægt, man havde snuppet. Alle vidneudsagn skulle oversættes til
engelsk, polsk, tysk og dansk. Ikke så sært, at det var noget tidskrævende.
Skønt vi intet fik ud af det, var det alligevel en særpræget oplevelse.
Vort forhold til den ret store fanlilie på Holm blev fint, ja til en vis
grad præget af hengivenhed. Manden og konen lærte næsten at tale
dansk, d.v.s. søndeljysk. Den gamle tante Anna, som før havde været
husmoder på gården, var søndeljysktalende. Og så var der tre mindre
børn, der elskede at passe vore unger. Også efter at vi var flyttet om i
skolebarakken, besøgte vi hinanden en del. Man kunne udmærket have
de bedste personlige forhold på tværs af de nationale skel i dette forunderlige
dansk-tyske grænseland. Og alligevel: forbindelsen svandt langsomt
ind. Familien på Holm ønskede aldrig at vide noget om danske for-
24