agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

del var imidlertid, at de lærere, der kunne og ville, kunne køre med skolens
"rugbrød" (VW-transporter).
Vi havde som regel den ene af skolens skolebusser stående i Agtrup.
Det var dengang lovligt med almindeligt kørekort at køre den også med
skolebørn. Disse uforglemmelige ture mindes jeg stadig! Morgenture ud
at samle børn op til Læk. Sommer, efterår, vinter og forår. Hver årstid
med sin natur og sine forandringer. Mørke, sol, grønne marker, gylden
høst, sne. Men også dårligt vejr med regn og blæst ind i mellem. Også
mine faste agtrupbørn elskede disse ture.
Da jeg som sløjdlærer rykkede ind i Læk-skolens ret store sløjdsal, var
det ligeledes en positiv oplevelse. Og de mange elever, der senere også
omfattede piger, var jo en stor opmuntring. Pigerne kunne sagtens klare
både hammer, sav og pensel. De var skam ikke dårligere end drengene.
De to 5. og 6. klasser kunne tage fra i undervisningen, så det måtte
fryde enhver lærer. Det gjaldt alle fag, også når man forlangte lidt optræden,
foredrag eller sanglege. Alt muligt var disse kvikke hoveder interesserede
i. De elskede at synge, at høre om fremmede lande og om de
mange spændende personer og hændelser fra historien. At begynde
timerne med en sang var lige sagen for sådanne livslystne krudttønder.
Kunne vi bare have beholdt hele flokken et par år længere. Men nej.
Her kom den slesvig-holstenske skolelov på tværs. Sjette klasses sidste
tid var både for børnene og lærerne langt fra rolig og normal. Børnene
skulle indstilles til tre skoleformer. Vi beholdt kun den sidste, den
såkaldte hovedskole. Forældrenes ønsker, børnenes evner og lærerens
bedønunelse skulle så helst resultere i en enig indstilling. Og så farvel til
vore kvikkeste hoveder. Ikke altid var forældrene enige med os. Men de
fleste voksne ved dog udmærket, at der er mange andre egenskaber, der
tæller end lige netop boglig intelligens.
Der blev en flok tilbage hos os, som enten ikke havde lyst til det boglige
- eller som måske var sent udviklet. Vi så aldeles ikke ned på dem.
Vi bekendte os alle til den gamle sætning: Vi er alle enestående og kongebørn
for Vorherre.
Læk var ikke nogen stor by. Alligevel oplevede jeg i disse ni år det,
som kaldes "problembørn". Det er næsten altid børn, der afspejler problemer
i deres opvækst hjenune. Der var et par, der aldeles ikke kunne
kende forskel på mit og dit. Det gjaldt blot om ikke at blive afsløret. Det
var tiltalende, tjenestvillige og legesyge børn som alle andre. En af disse
stjal min pung inde i privaten i Agtrup, mens jeg var i Læk og min
kone hos købmanden. Jeg kendte hans trang fra sløjdsalen, hvor han frej-
5 AglrllP danske skole 65