agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

Privatlivet i vort hjem
i Agtrup skolebarak
Anne og jeg så på billeder fra gamle dage. Skulle det gå efter mængden
af billeder, ville de følgende afsnit komme til at fylde alt for meget. Og
dog er vort hjem og vort liv med vore egne børn så vigtig en del af historien
om Agtrup danske skole, at der må lidt med her. Ikke for langt, trods
de mange billeder.
Af vore fire børn var den ældste ikke fyldt år, da vi kom til Agtrup i
april 1946. Den yngste så verdens lys 1950. Simpel regning viser, at vor
yngste var 31, da vi forlod skolen 1981. Og vi var blevet bedsteforældre
seks gange.
Altså var den herlige barak i Agtrup vore børns hjem i alle de 35 år.
Ikke alene forældre og børn havde et sted, som de kaldte "hjemme", men
også vore forældre, søskende og hele familien betragtede besøgene hos
os i Agtrup som "hjemme hos jer".
Årene med småbørn
Ægtepar, der velsignes med småbørn, kender og husker fint denne første
periode. Den er enestående besværlig og samtidg fyldt med ligeså enestående
skønne oplevelser: Han/hun kan smile, kravle, gå, kan begynde
at sige noget, elsker historier. Så er der fødselsdage, julefester, ture til
stranden o.s.v., o.s.v.
Rammerne i vor barakskaie var meget børnevenlige. Næsten hver dag
en masse spændende skolebørn at lege med i frikvartererne. Af og til fik
man lov til at gå ind i klassen for at overvære en fortælle- eller sangtime,
forudsat man sad musestille. Og en fØdselsdagsfest i klassen var lige
sagen. Skolebørnene kappedes om at få fat i disse små lærerbørn inde fra
privaten. Ikke så underligt, at vore børn så hen til den rigtige skolealder
med utålmodighed.
Småbørnsårene svinder umærkeligt. Besværet med gråd, trøst, renlighed,
kræsenhed, ikke sove, hvad skal vi gøre? ikke løbe ud på vejen!
89