agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

ungdommelig energi. Der blev lavet en håndboldbane, og snart havde vi
et håndboldhold. Det blev til det lille 7-mandsspil, som man ikke kendte
meget til på tysk side. Efter utallige træningsaftener spillede vi talrige
venskabskampe både på hjemmebanen og rundt omkring. I de første år
kørte vi undertiden i hestevogn, ellers på cykel. Da bilerne blev overkommelige,
tog vi langt omkring og lærte således mange dansksindede
unge at kende gennem dette fornøjelige, men også krævende spil.
For mig var det en ekstra oplevelse. Jeg startede hjemme i min fødeby
Them både som leder og spiller. Jeg kom på førsteholdet i foreningen,
men blev så udkonkurreret til andet hold af mine egne lærlinge. Så
begyndte jeg min uddannelse på Silkeborg seminarium i 1939 og blev
den nye troldmand der. Vi bankede andre seminariehold sønder og sammen.
Men også her sørgede mine lærlinge for at skubbe mig ud på andet
hold. I Agtrup gentog det sanune sig. Det var helt i orden. Jeg kendte
turen. Jeg fik nu bedre tid til at lede og dømme. Den meste tid blev nu
brugt som arrangør af turneringer og stævner og til dommeruddannelse.
Ikke alle unge kan spille eller har lyst til at spille håndbold. Gymnastikken
var min ungdoms fritidsbeskæftigelse. Min kone havde ligeledes
dyrket og ledet megen gynulastik som ung. Vi prøvede. Men gymnastikken
ville ikke rigtig fænge hos de unge i Agtrup. Vi måtte give op.
Det gik derimod bedre med amatørteatret, som vi ofrede megen tid på
og fik megen glæde af. 18 stykker lykkedes det at få op at stå gennem
årene. Det første huskes stadig af mange af deltagerne. Det var Jeppe
Åkjærs "Livet på Hegnsgaard". Aktørerne viste store skjulte evner ved
at krybe ind i et andet menneskes måde at være på. Vi spillede alle stykker
på søndeljysk, så der var ingen vanskeligheder med sproget. Også de
mere krævende stykker med de mange sange gik fint, f. eks. "En søndag
på Amager" og "Eventyr på fadrej sen". Indøvningen var godt nok tidkrævende,
og det kneb ofte at få det hele lært godt nok. Alligevel blev de
fleste bidt af opgaven, og der var aldrig vanskeligheder med at få rollerne
besat. Vi optrådte rundt om under de mærkeligste forhold. I Bramsteds
lille barakskaIe måtte vi nøjes med et hjørne af et i forvejen lille
klasserum. Lige så kneben var pladsen i Glaserkro. Men så kom publikum
så meget tættere på spillerne, og det ophævede alle mangler. Vi
optrådte i Bredsted, mens den danske skole endnu var i en alt for lille
barak. Vi var i Nibøl og Læk. Og så havde vi selvfølgelig besøg af andre
amatører, når det kunne lade sig gøre.
Vi havde også folkedans på programmet i mange år. De første år kunne
vi samle en stor flok unge og ældre i krosalen. Og der blev gået til
77