agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

de på dette tidspunkt fået fastslået en hel del rettigheder, men alligevel
blev mindretallets medlemmer presset og ugleset på alle leder og kanter.
Jeg som dansk statsborger mærkede ikke denne ringeagt.
Det lykkedes at besøge mange af de små danske kredse i landsdelen,
og der foregik faktisk en hel del iLadelund, Jaruplund og helt ned til
Tønning. Til byerne Flensborg og Slesvig kom jeg ikke så ofte. Dog
besøgte jeg et par teatelforestillinger i Flensborg. Rejsen blev foretaget
på cykel. Man kunne dengang cykle gennem Flensborgs hovedgade, der
var fyldt med evig hilsende soldater. Hvis man ikke vidste bedre, skulle
man tro, at byen aldrig havde tilhørt det danske rige.
De kredse i Sydslesvig, jeg færdedes i, var danske. Søndeljysk var
deres almindelige talesprog, også med børnene. Nogle af de dansksindede,
jeg mødte, havde været på efterskole og højskole i Danmark. Selvom
de i deres barndom kun havde gået på tysk skole, mestrede de også rigsdansk,
både det talte og det skrevne.
Valsbøl var vort faste mødested. Der tronede Maren Sørensen. Hun lå
ikke på den lade side. Hun gik meget op i gudstjenester. Jeg forstod hende
udmærket. Vi var grundtvigsk påvirkede begge to. Og var det ikke
netop det manglende danske kirkesprog og forsømmelsen af det danske
sprog i det hele taget, der havde været danskhedens ulykke i Sydslesvig?
Niels Kjems kom der regelmæssigt. Han satte altid noget i gang, både
sløjd, gymnastik og amatørteater.
Vi havde frenu'agende fester - trods SAs larmende marcheren forbi
ude på landevejen. Hvad ville denne brunklædte naziorganisations legen
militær engang ende med? Den sydslesvigske danskheds fremtid så dengang
mildest talt sort ud. Mange unge, der havde været i Danmark til en
uddannelse, kom ikke tilbage. Nogle forsvandt til USA. NS-diktaturet
tiltrak ikke.
Jens Lund var meget aktiv. Han havde endog været i Finland for at
arbejde ved landbruget. Så vi masede på. Vi byggede til stalden, lavede
selv cementsten og stråtag. En aften kom vi hjem i en forrygende storm.
Vi kunne høre, at vor vindmølle oppe på taget var løbet løbsk. Der var
ikke andet at gøre end at kravle op i den livsfarlige, løbske mølle for at
få den drejet af vinden. Jens klarede også det.
Fra Skovlund Mark med de mange oplevelser om danskhedens kår i
vort gamle tabte stykke land kom jeg til Askov Højskole i 1937. Uden at
det var planlagt, blev det begyndelsen til omskolingens lange vanskelige
periode. På Askov Højskole mødte vi en lang række personligheder med
J.Th. Arnfred i spidsen. Der var 300 elever fra hele landet, karle og piger,
104