agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

Forspildte muligheder
Mit syn på Sydslesvigs fremtid efter 1945 indbyder til et lille kik i det
historiske bakspejl angående landet mellem Kongeå og Ej der.
Først var rivegildet om det danske SØndeljylland, som var en del af
kongeriget, et rivegilde mellem kongsemner i 1200-tallet. Kampens
resultat var det danske hertugdømme Slesvig. Så overtog de holstenske
grever og adelen det ofte blodige arbejde med at forbinde Holsten og
Slesvig med hinanden og trække kongeågrænsen skarpere op, for at
løsne Slesvig fra Kongeriget. Efter 1721 blev hele Søndeljylland styret
fra København. Det måtte da give nye tider og nye danske muligheder.
Men nej, kongen søgte at fastholde det danske monarki som en rummelig
statsdannelse, der beherskede det halve af Nordeuropa fra Elben til
Nordkap. Statsstyrelsen tog ikke småligt hensyn til folkesprogene. Det
gjorde man ingen steder i verden. Norge og alle Øerne i Atlanten blev
styret på dansk. Fra Kongeåen blev så resten sydpå styret på tysk, også
Ærø.
Efter den franske revolution og Napoleons europabrand vågnede nationalfølelserne
langsomt på kontinentet. Den unge friser Uwe Jens
Lornsen fra Kejtum, dengang kongens embedsmand i København, mente
at tiden var inde til en dansk og slesvig-holstensk dobbelstat under
konge-hertugens overhøjhed. Det var i 1830. Han var for tidligt ude. Chr.
Paulsen fra et tysktalende, helstatspatriotisk hjem i Flensborg opdagede
samtidig, at egentlig burde de dansktalende dele af Slesvig styres på
dansk. Også han fik megen modgang. Der måtte ikke rokkes ved de
hævdvundne stærke forbindelser mellem hertugdønunerne. Og det gjaldt
ikke mindst sprogligt.
De fleste kender den barske udvikling, hvor stridens æble var Sønderjylland.
Bismarck greb, som bekendt, æblet i 1864 og Preussens stormagtsdrømme
begyndte at tage form. Efter det vellykkede første slag gik
det så fra krig til krig, den ene værre end den anden, til man nåede den
afgrund, mange stormagter før eller siden ender i. Da Tyskland var uden
enhver magt i 1945, skar sejrherrerne nogle ordentlige stykker af mod
øst til Polen. Det var en slags erstatning for de mange uhyrligheder, som
Det tredie rige havde begået mod dette land. Mærkeligt nok krævede
Danmark ikke resten af Bismarcks rov tilbage ved denne gunstige lejlighed.
Resten var halvdelen af SØndeljylland: Sydslesvig. Grundene er
ligetil: Dels havde genforeningen af Nordslesvig mildnet kravet. Dels
havde Danmark ikke betalt tilnærmelsesvis så meget i form af under-
38