agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

måtte dengang klare sig med nogle værelser i den tyske højskole i Læk.
Han betjente alle de nye danske skoler og skolekirker omkring Læk. Til
at begynde med uden bil. Senere fik han et finsk træhus til præstebolig
og også en bil.
De tyske præster så i disse første år med stor uvilje på alt dansk kirkeligt
arbejde. For dem fandtes der kun et helligt sprog: det tyske. Og de
så i det danske kirkearbejde et nationalt virke, hvis formål var at fordanske
et tysk onu·åde.
Her må et lille stykke historie ind: I SØndeljydske Am"bøger 1926 kan
man læse om et præstemøde i Læk 1839. Præsterne klagede over store
sproglige problemer. Befolkningens hverdagssprog var udelukkende
søndeljysk - menighederne forstod ikke de tysktalende præster, og det
gjorde konfirmanderne heller ikke. Præsternes problemer afslørede det
store sproglige gab mellem myndighedernes og befolkningens sprog.
Dette gab skulle lukkes. Der var to veje at gå: Befolkningen kunne skifte
sprog, en langvarig historie med stor utilfredshed undervejs. Denne
vej var man gået i store dele af Sydslesvig. En tilsyneladende meget hurtigere
og nenunere måde at løse problemet på var godt kendt fra Nordslesvig.
Præsterne kunne prædike på dansk. Det var netop dette sprogproblem,
præsterne i de dansktalende sogne Ladelund, Medelby, Læk,
Karlum, Brarup og Sønderløgum drøftede i 1839. Præsten i Medelby,
Christian Christiansen, der stammede fra Nordborg/Als, kom med et
langt og grundigt indlæg til fordel for den nordslesvigske løsning. Man
gav ham ret på dette møde. Men da man samledes igen i 1840 havde alle
skiftet mening - undtagen Medelbypræsten. Præsterne slog fast, at
"ånds- og følseslivet ikke udviklede sig i det danske sprog"! Chr. Cillistiansen
var en svag mand politisk. Han stak piben ind og kunne delfor
blive i embedet alle de bevægede år mellem 1837 og 1869.
Vi fik senere indrettet en udmærket skolestuekirke med døbefond,
prædikestol og nummertavle. Og foruden den månedlige gudstjeneste
har vi haft barnedåb og vielser i skolekirken, som stadig bliver brugt.
Man har fået bygget en kirke og anlagt en kirkegård fra tysk side i
Agtrup. Sidst vi var til begravelse i landsbyen, gik vi en lille runde på
kirkegården. Det slog os, at det er den kirkegård, hvor vi kender de fleste
navne. De første år i Agtrup oplevede vi begravelser, som nu hører
histOlien til. Kisten blev stående i huset derhjemme. Præsten kom og
holdt begravelsestalen på stedet. Det skulle efter tysk skik helst være en
højstemt, bevægende tale, der kunne høres også uden for huset. Hele den
afdødes liv og karakter blev gennemgået. Så samledes følget på he-
74