agtrupdanskeskole 1946-1981 - Studieafdelingen og Arkivet ...

stevogne. Den afdødes anseelse blev bedømt på antallet af hestevogne
i følget. Engang talte vi 52. Kun den nærmeste familie samledes bagefter.
Jeg kom som repræsentant for det daværende Sydtønder amts danske
menigheder til at sidde i kirkerådet en årrække. Det gav et udmærket
overblik over det danske kirkearbejde i hele Sydslesvig. Jeg undredes
over, hvor aktivt dette kirkelige arbejde udviklede sig. Baggrunden er,
som bekendt, såre tysk. Kun i Flensborg har der været dansksprogede
gudstjenester siden 1588. Og så holdtes der nogle ikke altid særlig vellykkede
dansksprogede gudstjenester iLadelund, Sønderløgum og Medelby.
Men da ikke alle præster ligefrem så op til det danske, og da
præsternes danskkundskaber blev ringere og lingere, gled disse danske
gudstjenester ud i begyndelsen af vort århundrede. Da vi havde dansk
konfirmation i Læk kirke, var det sikkert aldeles enestående for billederne
på væggen at høre rigsdansk.
Kirkerådet mødtes til drøftelse af de utallige problemer, som den danske
kirke i Sydslesvig, havde. Vi samledes ikke kun i Flensborg, men
også andre steder i Sydslesvig. Der var problemerne med kirkeskatten og
med forholdet til den tyske kirke, der dog stadig blev mildnet. Der skulle
ansættes nye præster, og der var klager over dit og dat fra menighederne.
Et positivt emne var planlæggelsen af nye præsteboliger og nye
danske kirker. At ordne de økonomiske forhold var nok det vanskeligste
og mest langsommelige problem: At betale en kirkeskat, som sammenlignet
med den øvrige skat ikke synede meget, og som blev opkrævet af
det offentlige, det fandt de fleste i sin orden. Men at betale et tilsvarende
beløb, som skulle opkræves af en forenings kasserer (efter tysk lov
var den Den danske Menighed nemlig en "registreret forening") var de
fleste ikke særlig begejstrede for. Og det på trods af, at disse penge gik
til vor egen kirke, mens kirkeskatten havnede i den tyske kirke.
Kirkesproget var naturligvis dansk. Tysk blev imidlertid benyttet ved
siden af dansk, når der var tysktalende slægtninge til stede, således ved
bryllupper, konfirmationer eller begravelser. Men heller ikke dette var
uproblematisk: En familie sendte børnene til vor skole, fordi familiefaderen
var blevet sur på den tyske lærer. Han var søndeljysktalende og
mødte flittigt op til alle vore fester. Efter det yngste barns konfirmation
brokkede han sig over, at præsten brugte begge sprog. "Spild af tid",
mente han, "da alle udmærket forstår tysk." Vi havde længe haft det på
fornemmelsen: Vi så aldrig mere denne fanlilie i vore rækker.
Pastor Dam rejste til sin fødeø Bornholm i 1958. Vi skulle finde en ny
75